Privatøkonomi
BREAKING

Coop på kundejagt: 1,9 mio. danskere kan få bolig- og realkreditlån med bonus

Et nyt samarbejde om boligkunder skal sætte turbo på udviklingen af Coop Bank.

I løbet af foråret kan Coops knap 1,9 mio. medlemmer få både bolig- og realkreditlån i Coop Bank. PR-foto: Coop.

Coop går nu ind i kampen om boligkunderne. I løbet af få måneder kan foreningens knap 1,9 mio. medlemmer få både bolig- og realkreditlån gennem Coop Bank.

Realkreditbelåningen sker i samarbejde med Totalkredit, og ud over de fordele, som kunderne får i Totalkredit, arbejder Coop på en bonusmodel.

»Det er et enormt skridt for os. Boligkunderne er afgørende for en bank. At vi kan levere både bolig- og realkreditlån betyder, at vi nu kan være bank for mange flere,« siger direktør for Coop Bank Allan Nørholm.

Modellen med realkreditlån er allerede testet med udstedelse af ganske få lån.

»Vi kan konstatere, at det virker i praksis, og det er meget tilfredsstillende,« siger Allan Nørholm.

Coop Bank
  • Coop Bank blev etableret i 2013 og ejes 100 pct. af Coop Amba.
  • Banken har hovedsæde i Albertslund, men ingen fysiske filialer.
  • Banken tilbyder almindelige banktjenester online, og skal man hæve eller indsætte penge, kan man gøre det i en af Coops 1.200 butikker.
  • Coop Bank udsteder både Visa/Dankort og Coop MasterCard. De fungerer som medlemskort og giver 20 mere i bonus end et almindeligt medlemskort.
  • Der er 61 ansatte i banken, der nu har 160.000 kunder.
  • Formand for bestyrelsen er Lasse Bolander, der også er formand for Coop Amba.
  • Adm. direktør er Allan Nørholm.
Kilde: Coop

Banken tilbyder i forvejen forbrugslån og billån uden pant. Derudover kan kunder få de mest almindelige bankydelser som lønkonto, betalingsservice og diverse kreditter. I 2019 så Coop Opsparing dagens lys. Det er en investeringsforening, hvor kunder i øjeblikket har investeret for lidt over 250 mio. kr.

Det er et yderst beskedent beløb i sammenligning med andre investeringsforeninger, men det er heller ikke forventningen, at foreningen skal vokse hurtigt, understreger Allan Nørholm. Først når foreningen har tre års historik, vil der ske yderlige ekspansion.

Siden midten af 2019 har kunderne udover Coop opsparing kunnet købe et udvalg af aktier, obligationer og andre investeringsfonde.

Samtidig med at Coop Bank begynder at formidle realkreditlån i Totalkredit, udbyder banken også boliglån.

»Totalkredit er ligesom os foreningsejet, og vi er glade for samarbejdet,« siger Allan Nørholm.

I Totalkredit får kunderne de såkaldte ”KundeKroner”. Det er en rabat på 0,15 pct. årligt af restgælden. Har man et lån på 1 mio. kr., får man således 1.500 kr. Rabatten gælder både realkredit- og prioritetslån.

Coops kunder vil derudover få en ekstra økonomisk fordel. Hvilken model det bliver, er ikke afgjort endnu.

»Vi arbejder på det, men det ligger fast, at vores kunder skal have en ekstra fordel – og helst en, der kan bruges i Coops butikker Nu kan de i høj grad se relevansen ved Coop Bank,« fastslår Allan Nørholm.

Coop Bank har ved flere lejligheder fået forespørgsler om bankskifte fra medlemmer, der var kunder i andre banker. De fleste har fravalgt at skifte bank, netop fordi muligheden for at få boliglån ikke har været til stede.

De nye bolig- og realkreditlån er forbeholdt medlemmer af Coop. Dem blev der 53.153 flere af i 2019. I dag er der knap 1,9 mio. medlemmer.

BRANCHENYT
Læs også