Privatøkonomi

Nykredit: Her vil priserne på ejerlejligheder falde mest

Priserne på ejerlejligheder vil falde mere end huspriserne i år, lyder det i en prognose fra Nykredit.

Foto: Thomas Borberg

Ejerlejlighedsmarkedet i Aalborg bliver hårdest ramt af coronakrisen. Sådan lyder det i en ny regional prognose for boligmarkedet fra Nykredit, der venter, at priserne på ejerlejligheder i Aalborg vil falde med 7 pct. i år.

På landsplan venter realkreditkæmpen, at priserne på ejerlejligheder vil falde med 5,3 pct.

Udover Aalborg bliver landsgennemsnittet trukket ned af landsdelen København by og Aarhus Kommune, hvor Nykredit venter, at priserne vil falde med henholdsvis 6 pct. og 5,7 pct.

Ejerlejlighedsmarkedet i Aalborg har tidligere gjort sig bemærket. Der blev bygget lejligheder i stor stil, og i 2016 og 2017 var der fest på dette marked, da prisstigningstaksterne nåede op over niveauet i Aarhus. Siden har dette marked tabt lidt af pusten, og nu står det altså til at indkassere det største fald.

Dermed venter Nykredit, at markedet for ejerlejligheder bliver ramt hårdere end markedet for parcel- og rækkehuse, hvor realkreditkæmpen venter prisfald på 3 pct. på landsplan.

»De foreløbige handelsdata for 1. kvartal indikerer, at markedet er under større pres under nedlukningen end markedet for huse. I de større byer, hvor en stor del af ejerlejlighederne er placeret, og hvor kvm-priserne er højest, ser vi typisk de første virkninger af kriser,« skriver Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom i Nykredit.

Nykredit venter, at antallet af hushandler vil falde med 15 pct. i 2. kvartal sammenlignet med 1. kvartal. For ejerlejligheder lyder forventningen på et fald på 25 pct.

»I takt med, at Danmark åbner op, og økonomien kommer på fode igen, forventer vi dog, at ejerlejlighedspriserne igen stiger,« skriver Mira Lie Nielsen.

Nykredit venter en flad udvikling i priserne på ejerlejligheder i 2021. På landsplan kommer priserne ifølge prognosen til at stige med 0,1 pct., mens 2022 vil byde på stigninger på 5,7 pct.

BRANCHENYT
Læs også