Privatøkonomi

Disse boligejere får ikke alle skattepenge retur

Pensionister med indefrosset grundskyld kan ånde lettet op.

Mange boligejere skal have penge tilbage i skat, men ikke alle får det fulde beløb. Arkivfoto: Jens Dresling

Det bliver ikke Skattestyrelsen, der kommer til at redde boligejere med en svag økonomi. Tværtimod risikerer de modregning i boligskatten.

715.000 får i løbet af 2021 i alt 13 mia. kr. tilbage. Tilbagebetalingen skyldes, at de pågældende boligejere fra 2011 til nu har fået vurderinger på et forkert grundlag.

Men hvis man skylder penge til det offentlige - det kan være skat, betaling af daginstitution, underholdnings- eller børnebidrag - bliver det modregnet, inden boligskatten sendes retur.

Det er samme princip som ved almindelig afregning af overskydende skat. Gælden fratrækkes automatisk, og overstiger tilbagebetalingen gælden, får man forskellen udbetalt.

Til gengæld kan pensionister med indefrosset grundskyld ånde lettet op. Det vil ikke påvirke tilbagebetalingen, oplyser Skatteministeriet.

Den gennemsnitlige tilbagebetaling bliver på ca. 18.000 kr., men der er stor forskel fra kommune til kommune. Størst gevinst ventes boligejere i Odsherred Kommune at få med lidt over 30.000 kr. i tilbagebetaling.

I de store byer bliver eventuel tilbagebetaling meget lille.

Her er den reelle værdi af boligerne langt højere end den offentlige vurdering. Der er dog ingen grund til nervøsitet, hvis boligens værdi har ligget langt over vurderingen siden 2011. Hvis man har betalt for lidt i boligskat, bliver den ikke opkrævet med tilbagevirkende kraft, oplyser Skatteministeriet.

I det hele taget er ejere af dyre boliger fredet af den nye boligskattereform. Reformen skulle oprindelig være trådt i kraft i 2021, men alvorlige it-problemer har forsinket den til 2024. Bliver man boende i sin bolig, selv efter at de nye regler er trådt i kraft, er man omfattet af de eksisterende regler.

I 2013 besluttede man at suspendere de offentlige ejendomsvurderinger, da kvaliteten bag dem var for dårlig. Siden har boligerne været låst til 2011-vurderingen

Der er altså tale om en ni år lang periode, hvor skattemyndighederne med åbne øjne har opkrævet for meget. Specielt landdistrikterne har været ramt af de forkerte vurderinger. Det skyldes bl.a., at priserne siden 2011 er faldet i de mindre byer.

BRANCHENYT
Læs også