Privatøkonomi

Sommerhusejere går med korkbælte og badevinger, når de vælger boliglån

Fast rente og realkreditlån med afdrag er populære i sommerlandet.

Tegning: Niels Bo Bojesen

Sommerhusejere er forsigtige, når de vælger lån. Det er fællestrækkene i to analyser af sommerhusmarkedet fra Realkredit Danmark og Totalkredit

Selv om der er frit valg på alle lånehylder, bliver der ikke nødvendigvis lånt op til loftet, og de fleste vælger at afdrage på lånet.

I Realkredit Danmark er den gennemsnitlige belåningsgrad blot 47 pct., selv om sommerhusejere kan få realkreditlån op til 75 pct. af boligens værdi.

I Totalkredit er tallet lidt højere, men også her sikrer sommerhuskunderne sig en solid opsparing. 7 af 10 vælger nemlig at afdrage.

»De lave renter gør det attraktivt, fordi afdraget fylder en større del af den månedlige ydelse. Man veksler så at sige rentebesparelsen til at afdrage på gælden,« siger chefanalytiker i Totalkredit Sune Malthe-Thagaard.

Sommerhusmarkedet boomer i øjeblikket med rekordsalg og meget lave rabatter. I april blev der solgt 1.291 sommerhuse - det er knap 400 flere end april sidste år. I de to første uger af maj er der allerede solgt 980 sommerhuse, viser nye tal fra Boligsiden.

Jeg sætter pris på, at jeg kan låne min fars sommerhus i det nordjyske.

Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker, Totalkredit

En af årsagerne er, at mange danskere er blevet usikre på, om de kan tage på ferie i udlandet, og at ferie i eget sommerhus i frisk luft er den bedste garanti mod at blive smittet med corona og andre sygdomme.

»Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der overvejer, hvad jeg skal gøre i min sommerferie. Jeg sætter pris på, at jeg kan låne min fars sommerhus i det nordjyske - især da turen til Paris nu er aflyst,« konstaterer Sune Malthe-Thagaard.

Når sommerhusejere vælger lån, er de også forsigtige. I Totalkredit vælger næsten 3 af 4 lån med fast rente. Også F5-lånet er populært.

Valg af sommerhus er i høj grad et spørgsmål om, hvor risikovillig man er.

»Er man i tvivl om, kan man tænke tilbage til renteuroen i marts, hvor stigende renter kom ud af det blå. Hvis man blev nervøs dengang eller fik ondt i maven, er det en god indikation på, at man ønsker tryghed,« mener Sune Malthe-Thagaard.

Renterne i dag er historisk lave - selv set i et 100-årig perspektiv. Derfor er der optimale muligheder for at sikre en lav rente i mange år. Hvis renten stiger, kan man med et lån med fast rente, konvertere opad og dermed skære i sin gæld. Dermed skærmer man sig optimalt mod prisfald på sommerhuset.

Sommerhuse har siden 2017 kunnet belånes med realkreditlån op til 75 pct. af værdien. Tidligere var grænsen 60 pct.

BRANCHENYT
Læs også