Privatøkonomi

Kontant gevinst for mange danskere ved at få feriepenge udbetalt nu

For de offentlige finanser kan det ligne en genial løsning med feriepengene, siger cheføkonom. Det er det bare ikke helt.

Feriepengene, som nu skal udbetales, stammer fra overgangsordningen i forbindelse med den nye ferielov. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En stor gruppe danske lønmodtagere kommer til at nyde ekstra godt af, at tre ugers indefrosne feriepenge bliver udbetalt nu frem for ved pensionsalderen.

Sådan lyder det fra Danske Banks cheføkonom, Las Olsen.

Forklaringen er, at udbetalingen af feriepenge dette efterår ikke vil føre til modregning i offentlige ydelser såsom ældrecheck, tillæg til folkepensionen og boligsikring.

»Med den oprindelige plan ville man miste nogle af sine penge på grund af modregningen. Det gør man ikke nu, hvilket er en klar fordel. Især for danskere med lavere indkomster, fordi det typisk er dem, der får offentlige ydelser,« siger Las Olsen.

En gennemsnitlig lønmodtager får 19.000 kr. retur i feriepenge, når der er betalt skat af dem. Senere på året skal politikerne forhandle om de sidste to ugers indefrosne feriepenge.

For de offentlige finanser kan det ifølge Las Olsen på papiret ligne en genial løsning med feriepengene, fordi de ikke vil optræde som en udgift. Tværtimod kommer der skatteindtægter fra udbetalingen.

Men det er altså skat, der ellers ville være kommet senere - og med renter.

»Så alt i alt ligner det alligevel, at udbetalingen ender som en udgift for staten. Og under alle omstændigheder bliver det alligevel også staten, der skal ud at optage lån til udbetalingen,« siger Las Olsen.

Hvordan beskatningen af feriepengene helt konkret bliver, er endnu ikke oplyst, men Las Olsen forventer, at de bliver beskattet som normal indkomst.

Om man kan vælge ikke at få sine feriepenge udbetalt nu og gemme dem til pensionsalderen, er der endnu heller intet svar på.

»Men i og med at pengene ikke bliver modregnet nu, kan det være svært at se fordelen ved at lade dem stå« siger Las Olsen.

Finans forsøger at få svar på, hvordan de udbetalte feriepenge beskattes, og om man kan vælge ikke at få dem udbetalt nu.

Hele idéen med at udbetale feriepenge er, at danskerne skal bruge pengene på forbrug og dermed sparke liv i den coronaramte økonomi. Las Olsen anslår, at godt halvdelen bliver omsat til forbrug - resten f.eks. opsparing.

Pengene stammer fra overgangsordningen i forbindelse med den nye ferielov. I overgangsåret, som løber fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020, har lønmodtagerne opsparet 12,5 pct. af den ferieberettigede løn.

For at få udbetalt penge skal man have haft et lønnet job i den pågældende periode. Den præcise udbetaling afhænger af ens årsindkomst - herunder om man betaler topskat.

BRANCHENYT
Læs også