Privatøkonomi

Hård kritik af nye tilstandsrapporter: De bliver dårligere og dyrere

Fra 1. september er det slut med K1, K2, og K3ere i tilstandsrapporterne. (ARTIKEL OPDATERET)

De byggesagkyndige kan ikke nå at få den nødvendige uddannelse for at håndtere nye tilstandsrapporter, mener branchen. Arkivfoto: Morten Langkilde

Om kun tre måneder skal boligkøbere og sælgere vænne sig til helt nye tilstandsrapporter. Det vil med al sandsynlighed gøre rapporterne dyrere, og de byggesagkyndige kan ikke nå at få den nødvendige uddannelse.

Samtidig kan det få store konsekvenser for dækningen af ejerskifteforsikringer.

»Vi får ekstra omkostninger på det her. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at tage noget af tabet, men det bliver svært at undgå, at det bliver dyrere for kunderne,« siger Hans Jørgen Lorenzen, der er direktør for rådgivningsfirmaet, Ebas, der står for ca. 20 pct. af tilstandsrapporterne.

En komplet tilstandsrapport koster i dag typisk mellem 8.000 og 12.000 kr.

Prisen er det mindste problem for de byggesagkyndige, mener Martin Tørngreen Froeshøj, der er rådgivningschef samme sted

»Vi har ikke engang fået en håndbog, og når vi skal jabbe det igennem, er vi nødt til at øve os ude ved kunderne. Det er dybt utilfredsstillende,« siger Martin Tørngreen Froeshøj.

Planerne om de nye tilstandsrapporter har været i gang siden 2017. Ifølge de byggesagkyndiges brancheforening, BfBE har der næsten ingen kontakt været mellem branchen og Sikkerhedsstyrelsen, der har ansvaret for ejerskifteforsikringerne.

I et notat fra Erhvervsministeriet dateret den 2. juni slås det fast, at det nye system skal indføres allerede fra 1. september.

Dermed bliver det stort set umuligt nå at uddanne de byggesagkyndige.

»Vi får et kæmpeproblem i løbet af sommerferien, hvor en tredjedel af flokken er væk på ferie. Ja, vi når det simpelthen ikke,« siger Martin Tørngreen Froeshøj.

Det nuværende system med K1- K2- og K3ere ændres til en ny karakterskala, hvor skaderne betegnes som røde, gule, grå og sorte. De nye tilstandsrapporter betyder ifølge eksperterne, at antallet af skademuligheder vokser fra 19 til 47 skader.

»Siden 0’erne har vi fået fejlene ned fra hver fjerde rapport til nu 4 pct. Både boligsælgere og købere havde vænnet sig til og er trygge ved K-betegnelserne. Vi har brugt 10 år på at få en meget velfungerende retspraksis,« mener Bjørn B. Christiansen, der er direktør for brancheforeningen, BfBE.

»Det hele bliver pludselig kastet op i luften, og vi er ved ”Ground Zero”, siger han.

Hos Danske Boligadvokater er man også bekymret for de nye tilstandsrapporter.

»Det, der interesserer os, er købernes retsstilling. Vi kan ikke forstå, at man ændrer noget uden at kende konsekvenserne,« siger Peter Boe fra Danske Boligadvokater.

Erhvervsministeriet vil ikke kommentere kritikken af de nye tilstandsrapporter.

BRANCHENYT
Læs også