Privatøkonomi

Rentegave til boligejere og -købere

Det 30-årige 0,5 pct.-lån ligger i så høj kurs, at det hører med i overvejelserne, hvis man vil lægge lån om.

Boligkøberne har fået en ekstra gave. De har fundet drømmeboligen, og nu er renten faldet så markant, at det 30-årige 0,5 pct.-lån kan blive førstevalget.

Den officielle låneanbefaling er fortsat 1 pct.-lånet, for det er meget attraktivt med en kurs over 99.

»Vi anbefaler stadig det 30-årige 1 pct. lån, da det er den obligation, der giver det mindste kurstab. Eneste ulempe er, at lånet ikke har helt samme kursfølsomhed som 0,5 pct.-lånet,« siger boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann.

Kursfølsomheden er vigtig, hvis renten stiger. For jo større kursfølsomhed et lån har, desto mere falder kursen ved rentestigninger. Reelt er der tale om et ekstraordinært afdrag.

Nordea Kredit forventer, at kursen på de 30-årige 1 pct. lån med afdrag vil falde med ca. 8,1 kurspoint, ved en rentestigning på 1 pct.point. Kursen på det tilsvarende 0,5 pct.-lån vil falde med 9,3 kurspoint.

For et lån med en restgæld på 1 mio. kr. kan boligejerne altså skære ca. 81.000 kr. af restgælden på et 1 pct.-lån, men 93.000 kr., hvis det er finansieret med et 0,5 pct.-lån.

Det seneste rentefald betyder, at 0,5 pct.-lånet er meget tæt på at komme i spil igen. Kursen har lige rundet 95.

»Det har foreløbig været et uroligt år på rentemarkederne. Først på året faldt renten, og de 30-årige 0,5 pct. obligationer blev toneangivende. Herefter steg renten kraftigt, og 2 pct.-lånet gjorde comeback. Nu er renten tilbage på samme niveau som ved årets indgang, og vi håber på, at andet halvår af 2020 bliver mere roligt,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Den seneste tids rentefald kan forklares med, at uroen på finansmarkederne er steget. Samtidig bliver den europæiske centralbank, ECB, ved med at sprøjte penge ind på obligationsmarkedet. Begge dele presser renterne i bund.

Rentefaldet kommer på et godt tidspunkt, mener privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer.

»Det er godt for de tusindvis af boligejere, der har købt bolig de seneste seks uger, hvor boligmarkedet er stukket helt af,« siger Brian Friis Helmer.

Kommer 0,5 pct.-lånet på banen igen, kan det også skubbe til konverteringerne. De har ligget underdrejet på det seneste, viser nye tal fra Finans Danmark.

I maj indhentede danskere og virksomheder 8.116 lånetilbud til omlægninger og tillægslån. Det er knap 1.800 færre lånetilbud end måneden forinden, og ca. 8.750 færre end i maj sidste år.

BRANCHENYT
Læs også