Privatøkonomi

Her er eksperternes bud på, hvad der rykker aktiemarkedet resten af året: »Investorerne skal spænde sikkerhedsselerne«

Årets sidste seks måneder bliver ligeså spændende som de første, lyder det fra PFA Pension.

Det skorter ikke på temaer, som kan rykke markederne op og ned i løbet af andet halvår. Foto: Richard Drew

Der er lagt i kakkelovnen til at de sidste seks måneder af 2020 vil indeholde begivenheder, der kan skabe alvorlig bølgegang på finansmarkederne. Sådan lyder vurderingen fra flere analytikere, efter at årets første seks måneder har budt på rigeligt med materiale til rekord- og historiebøgerne.

»Investorerne skal spænde sikkerhedsselerne. Jeg tror, at aktiemarkedet kan nå et lidt højere niveau, men det bliver med store udsving,« siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.

Det er fortsat coronavirussen, der kommer til at spille en stor rolle i forhold til udviklingen, lyder det fra flere sider. De seneste dage har smittespredningen i USA allerede førte til udfald i negativ retning på aktiemarkederne. Frygten er, at det kan føre til nye restriktioner og dermed trække nye, dybe spor i økonomien.

Om de markante stigninger, der har fundet sted på aktiemarkederne siden marts, er holdbare bliver nemlig afgjort af pandemiens udvikling og styrken på den økonomiske genopretning.

»Investorerne skal holde godt øje med, om vi får en ny bølge af infektioner i takt med at økonomierne genåbner,« skriver Robert W. Sharps, der er investeringsdirektør i den store amerikanske kapitalforvalter T. Rowe Price, i en analyse af, hvad der kommer til at være afgørende for udviklingen i andet halvår.

Udover coronavirussen peger man i den amerikanske kapitalforvalter på, at pandemien kan forstærke de politiske risici i nogen lande, føre til markante ændringer i forsyningskæderne og selskabernes måde at bruge penge.

Det kan f.eks. give udslag i øget social uro, og at selskaberne sender færre penge tilbage til aktionærerne i form af aktietilbagekøbsprogrammer. Netop aktietilbagekøbsprogrammerne har der har været med til at holde hånden under aktiemarkederne de seneste år.

Og endelig kan den ulmende konflikt mellem USA og Kina få virksomheder til at flytte produktionen, lyder det fra T. Row Price.

Dette ser man også som et sandsynligt scenarie i Nordea. Her vurderer man dog, at det mest afgørende for udviklingen i andet halvår bliver den økonomiske udvikling.

»Nøglen kommer til at blive, hvor hurtigt genopretningen finder sted, og hvordan den langsigtede trend i økonomien kommer til at se ud,« siger Andreas Østerheden, som også venter, at andet halvår vil byde på udsving.

»Det bliver mere volatilt. Vi kommer ikke ned på niveauet fra marts, men afkastet bliver lavere fremadrettet,« vurderer Andreas Østerheden.

I PFA Pension vurderer man, at andet halvår bliver ligeså »spændende som årets første seks måneder«, og i pensionsselskabet vurderer man, at de økonomiske nøgletal bliver afgørende for udviklingen.

»Det bliver sandhedens time. Økonomien har fået hjælp af genåbningerne, men hvordan ser det ud, når den effekt ikke er der længere« siger Tine Choi Danielsen, der samtidig peger på, at det amerikanske valg, kan komme til at få indflydelse på udviklingen på markederne.

Donald Trump er i øjeblikket bagud, og det er muligt, at han vil opbygge et fjendebillede for at styrke sin position, lyder vurderingen.

»Der skal nok komme en masse overskrifter og udtalelser, som kan påvirke markederne,« siger Tine Choi Danielsen.

BRANCHENYT
Læs også