Privatøkonomi

Se listen: I disse kommuner får danskerne udbetalt flest feriepenge

Der er stor forskel på, hvor mange feriepenge der bliver udbetalt i de enkelte kommuner i Danmark.

Københavnere vil bruge en større andel af de udbetalte feriepenge på at gå ud at spise, vurderer Danske Bank. Foto: Gregers Tycho

Når danskerne får udbetalt de indefrosne feriepenge i løbet af efteråret, vil der være stor forskel på, hvor i landet der lander fleste penge på kontoen. Det viser en opgørelse, som Spar Nord har lavet på baggrund af data fra Danmarks Statistik.

I toppen af listen finder man nordsjællandske kommuner, og man skal et godt stykke ned for at finde en kommune uden for Sjælland. Først på en 18. plads dukker Skanderborg Kommune op.

»De højeste lønninger er centreret omkring Nordsjælland og de største byer, så det er ikke så overraskende, at disse kommuner ligger i toppen. Det overraskende er dog, at man skal helt ned på en 18. plads for at finde en kommune uden for Sjælland,« siger Jens Nyholm, der er cheføkonom i Spar Nord.

Mens kommunerne i Nordsjælland har sat sig på de øverste pladser, er landets ø-kommuner klumpet sammen i bunden af listen.

»Det er et spejl af, hvor de mest velhavende lønmodtagere bor,« siger Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank.

I Spar Nord er man overbevist om, at feriepengene rent faktisk vil blive omsat til forbrug og ikke bare samle støv på en bankkonto. Det viser erfaringerne fra de såkaldte SP-penge, som blev udbetalt i 2009. 60 pct. blev omsat til forbrug, påpeger cheføkonomen.

»Vi vil nok se noget i samme stil i denne omgang,« siger Jens Nyholm.

På trods af forskellene kan det dog ende med, at feriepengene giver et lige stort boost i de enkelte dele af landet, påpeger cheføkonomen. Det skyldes, at personer med højere indkomster er tilbøjelige til at lægge ekstra penge til side.

»For lavere indkomster vil en betydeligt højere del gå til forbrug,« forklarer Jens Nyholm.

Der er ikke kun forskel på, hvor mange penge der bliver udbetalt i de enkelte dele af landet. Baseret på en opgørelse fra 2019 venter man i Danske Bank, at der vil være forskel på, hvad pengene bliver brugt på.

»Hvor jyder er mere tilbøjelige til at købe en ny bil, går københavnere og nordsjællændere mere ud at spise,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

BRANCHENYT
Læs også