Corona ændrer boligmarkedet: Arbejdsværelser i høj kurs
Coronakrisen har skabt nye spilleregler på boligmarkedet.
»Boligen er udstyret med stort arbejdsværelse og hurtig internetforbindelse. Og nå ja, så er der havudsigt.«
Det er ikke helt utopi, at en boligannonce kan få den ordlyd i de kommende år. Coronakrisen har skabt nye spilleregler. Efter at så mange danskere har været tvunget til at arbejde hjemmefra og muligvis skal gøre det igen, er arbejdsværelser blevet et must.
De figurerer nu i mange boligannoncer. Boligsiden.dk har ved at skimme annoncer fundet frem til 10 boliger, og de ligger overalt i Danmark. Det er ikke kun i storbyerne, at der skal være et arbejdsværelse.
Hos Danmarks største ejendomsmæglerkæde EDC har man noteret sig udviklingen.
»Jeg er ikke i tvivl om, at vi i fremtiden vil se et større behov for eller ønske om, at der er mulighed for at indrette et kontor eller et arbejdsværelse i boligen,« siger kommunikationschef hos EDC Jan Nordmann.
Udviklingen har kunnet spores i nybyggerier de seneste år, da mange har fundet ud af, at de arbejder mindst lige så effektivt derhjemme. Men nu har behovet bredt sig til ældre boliger.
Vi ser da også boligannoncer, hvor man fremhæver muligheden for indrette en arbejdsplads på en repos eller i et gennemgangsrum.
»Vi ser da også boligannoncer, hvor man fremhæver muligheden for indrette en arbejdsplads på en repos eller i et gennemgangsrum, hvor man tidligere bare havde skrevet ”møblerbar” repos,« siger Jan Nordmann, der understreger, at ønsket om en hurtig internetforbindelse også fylder mere end tidligere.
Flere undersøgelser viser, at mange danskere har været godt tilfredse med at arbejde hjemmefra under corona-krisen. Så behovet for et ekstra værelse med ro og fred frem for et hektisk arbejdsliv ved spisebordet er stort.
Og det afspejler sig i boligannoncerne, viser Boligsidens opgørelse. Her et eksempel fra en boligannonce hos liebhavermægleren Lilienhof. Der er tale om en bolig i Kolding med fjordudsigt.
»Her løber en møblerbar fordelingsgang i hele etagens længde, hvor kvistens loftshøje glasparti trækker lyset ind. Her er indrettet et rummeligt og lyst hjemmekontor, hvor aktiviteten på fjorden nøje kan følges.«
I en annonce for et hus i Hvidovre, skriver Danbolig:
»Reposen byder ind med mulighed for at indrette et lille hjemmekontor og har praktiske indbyggede skabe i skunken, så der er plads til garderoben.«
I Skive kan man ifølge Nybolig få en villa med:
»I får to etager at boltre jer på, hvoraf 1. salen udgør hjemmekontor eller noget helt tredje, der passer perfekt til jer.«