Privatøkonomi

Ny udvikling på boligmarkedet: Nu sætter flere til salg

Tiden med boligprisstigninger slutter ifølge ejendomsmægleren Realmæglerne nu, fordi flere begynder at sætte til salg.

Antallet af boliger til salg er skrumpet gevaldigt, fordi der bliver solgt flere, end der bliver sat til salg. Det er måske snart slut. Foto: Arkiv.

Nye tider er på vej på boligmarkedet, som i løbet af foråret og sommeren har været i ubalance og oplevet prisstigninger, fordi der trods coronakrise har været væsentlig større interesse for at købe end at sælge.

Det melder flere af landets ejendomsmæglerkæder, som nu oplever en stigende interesse for at sætte boligen til salg. Dermed er der udsigt til et mere naturligt forhold mellem købere og sælgere.

»Det har i udpræget grad været sælgers marked, men det aftager nu. De seneste måneders store køberefterspørgsel får flere sælgere til at sætte til salg. Vi vil se en U-vending på boligmarkedet,« siger Preben Merrild Angelo, adm. direktør i Realmæglerne.

De mange købere og få sælgere i markedet har fået udbuddet af boliger til salg til at falde til det laveste niveau i 13 år. Der er nu ca. 42.000 huse, ejerlejligheder og fritidshuse til salg, hvilket ifølge Arbejdernes Landsbank er 23 pct. færre end for et år siden.

»Vi går nu fra exceptionelle tilstande for sælgere, til at markedet bliver mere afbalanceret igen. Det er nok meget fornuftigt. Det betyder, at de fuldstændigt vanvittige rekorder, vi har set, hører op. Det betyder også, at de prisstigninger, vi ejendommeligt nok har set under coronakrisen, vil nærme sig et 0 i tredje kvartal,« vurderer Preben Merrild Angelo.

Efter nedlukningen af samfundet i marts udskød mange boligejere at sætte boligen til salg, men på det seneste har flere fået foretaget salgsvurderinger, fordi de overvejer at sætte til salg. Det oplyser Danbolig, som dog mener, at den nye udvikling ikke er markant nok til at afblæse, at det er sælgers marked.

»Der kan være indikationer på, at det potentielt kan skifte fra sælgers til købers marked, men i et historisk perspektiv er der generelt lavere aktivitet på salg og nye udbud i sommerperioden, så der er behov for at se udviklingen over en længere periode, inden vi kan konkludere, om der er ved at ske et skifte,« siger Per Bie, adm. direktør i Danbolig.

Landets største ejendomsmæglerkæde oplever også, at boligsælgere igen melder sig på banen.

»Vi får nu mere ind, hvor vi længe har fået mindre og mindre ind. Den seneste uge har vi i forhold til samme periode sidste uge haft indeks 120 på nye sager,« siger Jan Nordmann, kommunikationsdirektør i EDC.

Det betyder dog ikke, at boligkøberne igen får flere boliger at vælge imellem.

»Salget har holdt sig på indeks 140, så udbuddet falder stadig. Det ændrer dog ikke ved, at vi er begyndt at få mere ind på hylderne igen, hvilket er nyt,« siger Jan Nordmann.

Danske Banks ejendomsmæglerkæde, Home, oplever samme tendens. Her opgør man tallene én gang om måneden. I juli fik kæden 12 pct. flere boliger til salg end for et år siden.

»Men salget i juli var bare endnu større og skød frem med 22 pct.,« siger Michael Dalsager, senior kommunikationskonsulent i Home.

Manglen på boliger til salg har fået salærkrigen til at blusse op.

»Honorarkrigen begynder i april og maj. Ikke mindst i de store byer,« siger Preben Merrild Angelo.

EDC bekræfter, at den lange periode, hvor det har været sælgers marked, har presset prisen for at sælge en bolig ned.

»Rigtig mange steder er salæret allerede konkurreret i bund. Jeg vil endda vove den påstand, at mæglerne nogle steder i landet skal have penge med på arbejde, hvis de sænker prisen yderligere,« siger Jan Nordmann.

BRANCHENYT
Læs også