Privatøkonomi

Denne boligtype har klaret sig bedst igennem coronakrisen

Huspriserne er steget, mens priserne på ejerlejligheder er faldet en smule.

Ejerlejligheder har klaret sig dårligere igennem coronakrisen end huse. Foto: Lars Krabbe

Det danske boligmarked er kommet mere end helskindet igennem coronakrisen. Både huse og lejligheder er på landsplan steget i pris fra februar til juni, men en boligtype har klaret sig bedre gennem krisen end den anden. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Fra februar og til juni er huse steget med 0,8 pct. i værdi, mens ejerlejligheder er faldet 0,5 pct. Prisudviklingen er dog ikke korrigeret for de normale sæsonudsving, påpeger Danmarks Statistik.

»Dagens tal fortæller, at boligmarkedet har gjort et flot comeback efter dykket i de første måneder af coronakrisen. Det solide udgangspunkt med lave renter og sund privatøkonomi hos boligkøberne sikrer den flotte udvikling, som vi indtil videre har set gennem coronakrisen,« skriver Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom i Nykredit, i en kommentar.

I juni steg priserne på huse med 1,4 pct., mens priserne på ejerlejligheder faldt med 0,5 pct. Det lille prisfald på markedet for ejerlejligheder kommer dog efter, at priserne her steg med 3,4 pct. i maj. Derfor skal man ikke hæfte sig for meget ved faldet i juni, lyder det fra Nordea Kredit.

»Boligpriserne faldt kraftigt i marts, da coronakrisen var mest intens, mens allerede i april begyndte priserne at stige igen, og på nuværende tidspunkt er både hus- og lejlighedspriserne højere, end da landet lukkede ned,« skriver Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit, i en kommentar.

I forhold til sidste år var priserne på huse steget med 2,4 pct. i juni, mens ejerlejligheder havde fået lagt 0,7 pct. oveni. Ser man på udviklingen siden årsskiftet, er prisen på et gennemsnitligt parcelhus på 140 m2 ifølge Nordea Kredit steget med 52.000 kr. For en gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 m2 lyder prisstigningen siden årsskiftet på 81.000 kr.

»Selv om efteråret kommer til at byde på mere modvind, end vi har set hen over foråret og sommeren, er der i hvert fald ikke længere noget der tyder på, at 2020 vil gå over i historien som et katastrofeår på boligmarkedet,« skriver Lise Nytoft Bergmann.

BRANCHENYT
Læs også