Vantro politikere vil med i styringen af boligskattereform

Der er stadig mange løse ender i bestræbelserne for at lave en boligskattereform, men der er ingen vej tilbage.

Dansk Folkepartis skatteordfører Dennis Flydtkjær er meget skeptisk over for den forklaring, politikerne fik onsdag om nye forsinkelser af boligskattereformen. Arkivfoto: Nanna Kreutzmann Foto: Nanna Kreutzmann

»Sort snak, skuffende, hamrende ærgerligt, enormt frustrerende, komplekst.«

Sådan lyder reaktionerne fra de skatteordførere, der var med til det pludseligt indkaldte møde om boligskattereformen onsdag aften.

Konsekvensen af mødet er, at udsendelsen af vurderingerne endnu engang forsinkes - nu til 2021. På mødet blev det oplyst, at et af de største problemer var, at man simpelthen ikke har udviklet en test, der kan sikre, at vurderingerne er rigtige.

De siger, de kan lave vurderingerne, men mangler at lave en test. Man sender da heller ikke en ny bil på gaden uden at have testet den.

Dennis Flydtkjær, skatteordfører, Dansk Folkeparti

»Det er sort snak. De siger, de kan lave vurderingerne, men mangler at lave en test. Man sender da heller ikke en ny bil på gaden uden at have testet den. Hvordan kan det komme bag på nogen,« siger skatteordfører for Dansk Folkeparti Dennis Flydtkjær.

Han er heller ikke sikker på, at tidsplanen holder, og at der er åbnet for endnu flere forsinkelser. Samme oplevelse har De Konservatives skatteordfører Mona Juul.

»Det er helt, helt håbløst med alle de forbehold, der er taget, og jeg er enormt skuffet over orienteringen. Den var rodet. Normalt får vi en løbende afrapportering. Det er ikke sket her, og det er, som om problemerne hele tiden kommer bag på dem, der udvikler systemet,« siger Mona Juul.

Hun er en af de politikere, der mener, at tiden er moden til ikke længere at tænke partipolitisk.

»Jeg gider ikke partipolitisk ævl her. Nu skal vi politikere inddrages langt, langt mere, for der skal styr på det nu.«

Skatteordførerne fra Venstre, Louise Schack og fra Radikale Venstre Kathrine Olldag mener, at der ikke længere er nogen vej udenom.

Der er ikke nogen vej tilbage, for vi har ikke andet system at falde tilbage på.

Louise Schack, skatteordfører, Venstre

»Der er ikke nogen vej tilbage, for vi har ikke andet system at falde tilbage på. Det er ikke det samme som, at tålmodigheden er uendelig. Men vi vil have mere hånd i hanke med udviklingen,« siger Louise Schack, der er tilfreds med, at hele skatteprojektet nu overvåges tættere, og at der skal være styr på økonomien.

Kathrine Olldag glæder sig over, at der er lagt en tidsplan nu.

»Det er vigtigt at forholde sig realistisk til tidsplanen, det skulle gerne ske i vores levetid. Men det er et meget risikofyldt projekt, som vi er nødt til at afpolitisere. Folk er ligeglade med, om ”S” eller ”V” mener noget om det her. De vil bare have tingene til at virke.«

Kathrine Olldag roser regeringen for at tage opgaven alvorligt.

»Regeringen afsætter penge og tid. Nu kommer der et tilsyn, der sidder lige op ad ministeren og rådgiver. Det kan jeg godt lide, for det svarer til at have en byggeleder. Tilsynet kommer til at teste og trykprøve systemet, samt godkende det, inden det slippes løs på borgerne,« siger De Radikales skatteordfører med tilføjelsen:

»Denne gang skal vi være sikre.«

Hos Liberal Alliance er man behersket optimist på de nye boligskattesystems vegne.

»Der er tale om en meget kompleks løsning, og det er beroligende, at man åbenbart ikke har spildt penge på unødvendigt arbejde,« siger partiets skatteordfører Ole Birk Olesen.

Det er Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, der står for udviklingen af det nye boligskattesystem. Mandag fratrådte styrelsens direktør med omgående virkning.

BRANCHENYT
Læs også