Privatøkonomi

Danskernes opsparing balancerer tæt på historisk billion-milepæl

Danskernes samlede indlån i bankerne lå i august på 996 mia. kr., hvilket er et mindre fald i forhold til måneden før. Det viser nye tal fra Danmarks Nationalbank.

Arkivfoto: Mathias Christensen.

Selv om danskernes samlede opsparing i bankerne længe har været snublende tæt på at runde den historiske milepæl på 1 billion kr., må historiebøgerne vente lidt endnu.

Nye tal fra Danmarks Nationalbank viser, at danskernes samlede indlån i bankerne i august faldt med 1,6 mia. kr. til 996 mia. kr.

Tallet har længe haft retning mod rekorden på 1 billion kr. Siden februar er det samlede indlån steget med 31,6 mia. kr.

»Danskerne har i den grad sparet penge op under coronakrisen. En del af dette skyldes, at nogle frygter at miste deres job, og derfor har prioriteret at lægge ekstra til side. Andre har været bange for smittespredning og valgt at blive hjemme, og har derved skåret ned på deres forbrug,« siger Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar til tallene.

I maj nåede det samlede indlån op på 999 mia. kr., hvilket er det højeste niveau nogensinde, men den efterfølgende måned faldt indlånstallet med 10 mia. kr., så det ved udgangen af juni var på 989 mia. kr.

I juli voksede det med 9 mia. kr. til lige under 998 mia. kr., men med august måneds fald er krydsningen af den historiske grænse altså udskudt lidt endnu.

Omregner man beløbet på 996 mia. kr. og fordeler det ud over befolkningen, svarer det til, at hver voksne dansker i snit har 214.000 kr. stående på bankbogen.

I den virkelige verden er der dog stor spredning på tallene. En tidligere opgørelse fra Danmarks Statistik har vist, at 70 pct. af de danskere, der har penge stående i banken, har under 100.000 kr.

Ifølge Anders Christian Overvad er det bestemt ikke urealistisk, at det samlede indlån inden længe vil runde billionen. Til oktober kan danskerne se frem til at få udbetalt flere ugers feriepenge, hvilket sandsynligvis vil sende indlånstallet i vejret.

»Denne udbetaling vil naturligvis trække op i danskernes indlån, da en ikke uvæsentlig del af de udbetalte midler vil ende i opsparing,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også