Privatøkonomi

Rentedyk: Flekslån med 10 års løbetid har igen negativ rente

F5-lånet er stadig billigste flekslån.

F10-lånet er blevet populært blandt mange ældre boligejere. Nu er renten på det negativ. Arkivfoto: Jens Dresling

Alle flekslån har igen negativ rente.

F10-renten faldt fredag til -0,04 pct., og det er første gang i over et år.

At et flekslån med 10 år mellem refinansieringerne har negativ rente er usædvanligt. Renten nu er lavere end i august 2019, men forskellen skal gøres op i millimeter. Dengang var renten -0,02 pct.

Også renten på det mest brugte flekslån, F5, har fået et tryk den seneste uges tid. Renten er nu -0,35 pct., og lånet er det billigste flekslån. Det skyldes, at bidragene er lavere end på eksempelvis F1- og F3-lån, der også rammes hårdere af udgifter til kursskæring.

F10-lånet er lidt underspillet, men det er kommet mere i spil de senere år. Det er typisk boligejere med stor friværdi, der vælger det. Ofte er det folk, der er på pension eller på vej til det.

I Realkredit Danmark bruges det eksempelvis meget i Flexlife-lånet, der er målrettet ældre, der vil spare ned i deres bolig.

Den største risiko ved et F10-lån er, hvis man skal ud af det i løbet af en kortere årrække. Så risikerer man at skulle betale overkurs. Omvendt kan man få en konverteringsgevinst, hvis renterne stiger igen.

Som udgangspunkt anbefaler realkreditinstitutterne, at man ikke skal vælge flekslån med længere tid mellem refinansieringerne end fem år - altså et F5-lån.

Den effektive rente, der indregner bidrag og kursskæring er blot 0,84 pct. på et F10-lån. Til sammenligning er den effektive rente på et F5-lån 0,61 pct.

BRANCHENYT
Læs også