Bæredygtige fonde tromler frem og trækker store milliardindskud
Pengene ventes at rulle endnu hurtigere ind i bæredygtige investeringsfonde i 2021. Især grønnere investering er blevet en global megatrend.
Selv inden årets sidste investeringer er gjort op, står det klart, at 2020 blev et nyt rekordår for penge sat i bæredygtige fonde. Allerede efter 3. kvartal var der på verdensplan skudt 25 pct. flere penge ind globalt end i hele 2019. Og ifølge bl.a. analysehuset Morningstar vil tempoet kun øges i de kommende år.
Den globale formue i bæredygtige fonde var ifølge Morningstar over 1.250 mia. dollars, svarende til ca. 7.650 mia. kr., ved udgangen af oktober. Foreløbige tal for amerikanske investorers placeringer tyder på en kraftig stigning i disses indskud i bæredygtige investeringer i november efter præsidentvalget.
»Hidtil har bevægelsen ind i bæredygtige investeringer primært været drevet af de europæiske institutionelle investorer. Men med Joe Biden som amerikansk præsident venter vi, at myndighederne vil fremme den type investeringstemaer, så de amerikanske investorer i langt højere grad kommer med. Samtidig ser vi efterhånden flere private investorer søge ind i bæredygtige fonde,« siger Hortense Bioy, chef for bæredygtig analyse i Morningstar.
Thomas Kønig står i spidsen for Goldman Sachs Asset Management i Norden. Han venter også, at pengene i endnu højere grad vil søge mod bæredygtige investeringer fremadrettet.
»Når vi for alvor går ind i asset management i Norden, er det fordi, mange af de store investorer har nogle helt klare ønsker om, hvad de vil. Men det er slet ikke implementeret i deres portefølje endnu. Vi venter, at der kommer til at ske store porteføljeforandringer i de nærmeste år,« siger Thomas Kønig.
Revisions- og konsulenthuset PWC vurderede for nylig, at mere end halvdelen af midlerne i europæiske investeringsfonde i 2025 kan være investeret efter bæredygtige ESG-strategier (samfunds-, miljø- og ledelsesmæssigt bæredygtige strategier, red.). I dag udgør de bæredygtige investeringer ca. 15 pct. af det europæiske fondsunivers.
Herhjemme tilbyder fire kommercielle pensionsselskaber nu, at kunderne kan investere pensionen bæredygtigt. PFA Klima Plus kom til i efteråret 2020 og har nu en formue på 2,6 mia. kr.
»Vi oplever en meget stor interesse fra kunderne for PFA Klima Plus. Lige nu flytter ca. hver fjerde kunde, der foretager omvalg, en del af deres opsparing over i Klima Plus. Vi ønsker ikke at skubbe til udviklingen. Den skal komme naturligt med kundernes efterspørgsel,« siger Carsten Holdum, pensionsøkonom i PFA.

