Privatøkonomi

Nationalbanken venter at boligpriserne stiger - hejser et advarselsflag

Der er blevet skruet op for forventningerne til prisudviklingen på boligmarkedet i den seneste prognose fra Nationalbanken.

Foto: Peter Hove Olesen

Landets husejere kan se frem til større prisstigninger end tidligere ventet, men der er samtidig en risiko for, at boligmarkedet udvikler sig i en uholdbar retning. Sådan lyder det i en ny prognose fra Danmarks Nationalbank, hvor der er blevet skruet op for forventningerne til udviklingen i huspriser.

»Handelsaktiviteten på boligmarkedet er høj, og antallet af boliger til salg er faldet. Priserne faldt i marts under nedlukningen, men de er siden steget kraftigt og lå i 3. kvartal 4,3 og 6,6 pct. højere end sidste år for henholdsvis enfamiliehuse og ejerlejligheder,« skriver Nationalbanken.

Nationalbanken forventer, at huspriserne i år vil stige med 3,1 pct. I 2021 vil huspriserne ifølge den nye prognose stige med 3 pct., mens huspriserne i 2022 vil stige med 2,7 pct.

Til sammenligning ventede Nationalbanken i sin prognose fra september, at huspriserne i 2020 ville stige med 1,6 pct., mens tallene for 2021 og 2022 lød på henholdsvis 1,5 pct. og 3,1 pct.

»Udviklingen på boligmarkedet ventes at blive mere afdæmpet fremadrettet, således at priserne i vid udstrækning følger indkomstudviklingen,« lyder det fra Nationalbanken, som samtidig hejser et lille advarselsflag.

»Dog er der risiko for, at de meget lave finansieringsomkostninger i kombination med stigende disponible indkomster og en midlertidigt høj boligefterspørgsel skaber selvforstærkende stigninger i boligpriserne og en øget gældsopbygning. Det kan efterfølgende give en hård opbremsning. Lejlighedsmarkedet er særligt sårbart, da prisniveauet allerede inden pandemien var højt,« fremgår det af den nye prognose.

BRANCHENYT
Læs også