Privatøkonomi

Nationalbankdirektør: Derfor hejser vi advarselsflaget på boligmarkedet

Nationalbankdirektør Lars Rohde hejser nu et advarselslflag, efter det danske boligmarked er buldret frem på trods af coronakrisen.

Nationalbankdirektør Lars Rohde hejser nu advarselsflaget i forhold til det danske boligmarked, der er buldret frem under coronakrisen. Arkivfoto: Nicolai Lorenzen.

Selv om coronakrisen har sendt dansk økonomi i dørken og gjort tusindvis arbejdsløse, har boligkøberne i høj grad sat kikkerten for det blinde øje og købt boliger som om, intet var hændt.

Og festen ser ud til at fortsætte i de kommende år.

I en ny prognose forventer Danmarks Nationalbank, at huspriserne i år vil stige med 3,1 pct., mens de i 2021 og 2022 vil stige med henholdsvis 3 pct. og 2,7 pct. Og det til trods for at Nationalbanken forventer, at dansk økonomi i år vil skrumpe med knap 4 pct.

Det skaber bekymrede panderynker hos nationalbankdirektør Lars Rohde, der nu hejser et advarselsflag.

»De pæne prisstigninger, vi hidtil har set i år, kan til dels godt forklares med lave finansieringsomkostninger og en positiv udvikling i danskernes indkomster,« siger nationalbankdirektøren og fortsætter:

»Men hvis udviklingen bliver ved, så er der en risiko for, at nogle boligkøbere bliver fartblinde. Simpelthen fordi de tror, at de bliver nødt til at købe hus i dag frem for i morgen af frygt for, at prisen stiger yderligere. Og det er farligt på den lange bane, fordi det kan skabe bobler. Og bobler brister på et tidspunkt. Derfor hejser vi advarselsflaget.«

Boligmarkedet tog et dyk i marts, da coronapandemien ramte Danmark. Men siden har markedet rejst sig igen og endda skruet godt op for farten - især på grund af en høj efterspørgsel kombineret med et lavt udbud af boliger på markedet.

Ifølge tal fra Nationalbanken lå priserne for enfamiliehuse og ejerlejligheder i årets tredje kvartal henholdsvis 4,3 og 6,6 pct. højere end sidste år.

Siden krisen i slutningen af 00'erne, hvor boligmarkedet oplevede et dramatisk prisfald, er der indført en række skærpede regler for danskernes lånemuligheder.

Og ifølge Lars Rohde har stramningerne foreløbig haft den ønskede effekt i forhold til at sænke farten på et ellers glohedt boligmarked.

»Der er over de senere år indført en lang række restriktioner i forhold til gæld, indkomst og låntyper. Det har efter min opfattelse klart medvirket til, at vi ikke har set en lånefinansieret prisudvikling, der har været uholdbar,« siger Lars Rohde.

BRANCHENYT
Læs også