"Usælgelige" sommerhuse solgt: Vild sommer har støvsuget markedet for ferieboliger
Sommeren 2020 var på alle måder historisk.
Ikke blot på grund af den verdensomspændende pandemi, der fik de fleste danskere til at tilbringe de varme måneder under hjemmelige breddegrader.
Men også på grund af boligmarkedet, hvor især sommerhusene gik som varmt brød og overgik selv ejerlejlighedsmarkedet i antal handler, som det ellers plejer at nøle langt efter.
Hver en afkrog af landet blev støvsuget for ferieboliger - og selv de “usælgelige” sommerhuse med rigtig lang liggetid blev solgt.
Det viser nye tal fra boligvisningssitet Boliga.dk:
Antallet af sommerhuse med en liggetid på mere end et år steg nemlig sammenlignet med sidste år med hele 44 procent i de tre sommermåneder juni, juli og august.
Det er et tydeligt tegn på, hvor stor en efterspørgsel, der har været på de danske sommerhuse, siger chefanalytiker og boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit:
- Sommerhuse med lang liggetid har ofte det til fælles, at de enten henvender sig til et snævert publikum, eller de er kommet på markedet til en for høj pris. Den enorme efterspørgsel har fået priserne til at stige, og de sommerhuse, der i sin tid blev sat til salg til en frisk pris, ligger i dag prismæssigt midt i markedet. Derfor er det naturligt, at mange har fundet en køber, selvom de har været til salg længe, siger hun til Boliga.dk.
- Samtidigt er købergruppen blevet bredere. Vi ser for eksempel flere unge sommerhuskøbere, end vi plejer, og eftersom de ofte kigger efter noget lidt andet end deres forældre, kan det også have skabt interesse for nogle af de sommerhuse, der hidtil ikke har været særligt populære.
Lavsæson aflyst?
Sammenlagt har året indtil videre budt på godt og vel 11.000 sommerhushandler - en stigning på 34 procent i forhold til de omkring 8.200 handler sidste år. Det viser tal fra Boliga.dk.
Det - sammenlagt med det historisk lave udbud af boliger til salg, som fortsat rasler ned - betyder, at der ikke er den samme lavsæson i øjeblikket med faldende priser på sommerhuse, som køberne ellers plejer at kunne nyde godt af på denne kolde tid af året.
De gennemsnitlige kvadratmeterpriser på de udbudte sommerhuse er i hvert fald ikke faldet. Tværtimod er de steget, og lige nu ligger landsplangennemsnittet på 19.193 kroner pr. kvadratmeter - hvilket endda højere end det samlede gennemsnit fra sidste år.
- Vi oplever normalt sæsonudsving selv i et marked med stigende priser. I den nuværende situation er det dog svært at sige, hvordan efterspørgslen på sommerhuse vil udvikle sig i den kommende tid, da meget afhænger af den fortsatte udvikling i coronakrisen, siger Lise Nytoft Bergmann til Boliga.dk
- Er mulige kommende vacciner effektive og udbredelsen hurtig, kan danskerne hurtigt få rejselysten tilbage, mens forsat frygt for smitte og større opmærksomhed på fordelene ved at holde ferie hjemme kan stimulere sommerhusmarkedet yderligere. Det bedste råd, man derfor kan give sommerhuskøberne, er at slå til, når det rigtige hus dukker op, i stedet for at forsøge at spekulere i sæson og mulige prisafslag, siger hun.
Den 1. december var der blot 5.680 sommerhuse til salg i hele landet. Det er en langt mindre pulje for køberne at finde drømmehuset i: Bare sidste år på samme tid lød sommerhusudbuddet på næsten 9.000 boliger til salg.







