Ejendomsmægler: Så meget har boligejerne "tjent" på et år
Den gennemsnitlige danske boligejer har på papiret fået en gevinst på mere end 100.000 kr. i løbet af 2020.
2020 har været et godt år for de danske boligejere. Det har trods coronakrisen nemlig været et år, som på papiret har givet pæne gevinster til den gennemsnitlige boligejer. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra ejendomsmæglerkæden Nybolig.
Beregninger, som ejendomsmæglerkæden har lavet på baggrund af tal fra boligsiden.dk, viser, at den gennemsnitlige bolig i år er blevet ca. 140.000 kr. mere værd.
»Sammenligner vi med prisstigningerne i 2019, har de i år været mere langt højere og modsat, hvad eksperterne forventede, da corona ramte os i foråret,« udtaler Peter J. Mattsen, der er adm. direktør i Nybolig, i pressemeddelelsen.
Den gennemsnitlige ejerlejlighed på 80 m2 er steget med næsten 170.000 kr. de seneste 12 måneder, mens et gennemsnitligt hus på 140 m2 er blevet lidt over 112.000 kr. værd i forhold til samme periode sidste år.
Forklaringen på, at boligmarkedet har udviklet sig meget bedre end frygtet, da coronavirussen skyllede ind over verden er ifølge Nybolig, at de økonomiske konsekvenser i vid udstrækning er gået uden om den del af danskerne, der er inde omkring boligmarkedet.
»Mange brancher og sektorer er på sørgelig vis blevet ramt hårdt, men i de brancher, hvor vi typisk ser mange boligejere, blandt andet i det offentlige og i private virksomheder, hvis forretningsgrundlag ikke er truet af forsamlingsforbuddet, er man i højere grad gået fri, og med et år, hvor familiebudgetterne ikke har været belastet af rejser, er der faktisk råderum og tillid til at handle bolig, og det har man undervurderet,« siger Peter J. Mattsen.
Ifølge den seneste prognose fra Nationalbanken er der ikke noget, der peger på, at prisstigningerne vil stoppe foreløbigt. Nationalbanken forventer, at huspriserne i år vil stige med 3,1 pct. I 2021 vil huspriserne ifølge den nye prognose stige med 3 pct., mens huspriserne i 2022 vil stige med 2,7 pct.
Til sammenligning ventede Nationalbanken i sin prognose fra september, at huspriserne i 2020 ville stige med 1,6 pct., mens tallene for 2021 og 2022 lød på henholdsvis 1,5 pct. og 3,1 pct.
»Udviklingen på boligmarkedet ventes at blive mere afdæmpet fremadrettet, således at priserne i vid udstrækning følger indkomstudviklingen,« lød det fra Nationalbanken, som samtidig hejste et advarselsflag i forhold til boligmarkedet.
»Dog er der risiko for, at de meget lave finansieringsomkostninger i kombination med stigende disponible indkomster og en midlertidigt høj boligefterspørgsel skaber selvforstærkende stigninger i boligpriserne og en øget gældsopbygning. Det kan efterfølgende give en hård opbremsning. Lejlighedsmarkedet er særligt sårbart, da prisniveauet allerede inden pandemien var højt,« fremgik det af den nye prognose, som blev offentliggjort den 9. december.