Privatøkonomi

København blandt de billigste storbyer trods prisstigning

Ejendomsmægler Martin Porsmose sætter 'solgt' skilt på en lejlighed i Brønshøj.

Selv om priserne på ejerlejligheder i København er steget betragteligt siden 2015, er det stadig billigere at bo i den danske hovedstad end i Stockholm, Oslo, Paris og London. Det skriver dagbladet Børsen.

Siden 2015 er prisen på en ejerlejlighed i København steget med 39 pct., er den danske hovedstad væsentligt billigere end prisen på en lejlighed i London, Paris eller Stockholm, viser en ny analyse fra realkreditselskabet Nykredit.

Faktisk skal man have dobbelt så mange penge op af lommen i de andre hovedstæder, hvis man vil have en lejlighed, fremgår det af analysen.

- Vi har en idé om, at vi bor i et af de rigeste lande i verden, og at København er en meget dyr by. Det ser vi også i målinger over, hvad det koster en turist at besøge København. Så det er opsigtsvækkende, at boliger i København er så meget billigere end i mange andre hovedstæder, siger Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom i Nykredit, til Børsen.

Blandt de 13 byer, der indgår i analysen, er forholdet mellem pris og indkomst allerlavest i København, hvilket betyder, at flere familier har råd til at bo i hovedstaden.

I København koster en kvadratmeter i gennemsnit 47.170 kr., hvilket svarer til en stigning på 39 pct. over de seneste fem år.

Til sammenligning er prisen per kvadratmeter i Oslo 57.834 kr., mens kvadratmeterprisen i Stockholm ligger på 67.129 kr.

BRANCHENYT
Læs også