Privatøkonomi

Så billigt er nyt 0 pct.-lån

Mange boligejere vil have råd til at forkorte løbetiden fra 30 til 20 år.

Der er flere fordele ved at vælge et 20-årigt boliglån, og det er rekordbilligt. Foto: Jens Dresling

Så kom det - det 20-årige boliglån med en fast rente på et rundt 0.

Lånet introduceres på den behagelige baggrund, at renterne falder igen, og kursen på 0,5 pct.-lånet netop har rundet 100.

Med en rente på 0 skal man kun betale bidrag for at låne penge til boligen, og så bliver restgælden lidt større på grund af kurstabet. Men det er ikke skræmmende. Forventningen er, at det nye lån starter i en kurs omkring 97. Der er også kurstab på det 30-årige 0,5 pct.-lån.

Men hvorfor vælge et 20-årigt lån, når det er dyrere end et 30-årigt? Det skal man, fordi renten er historisk lav, og man behøver dermed ikke at være specielt højtlønnet for at have råd til det.

Dertil kommer, at man får høvlet en masse gæld af på rekordtid.

Det betyder, at den månedlige ydelse for et lån på 1 mio. kr. bliver 4.790 kr. efter skat. De 4.400 kr. er afdrag. Afdrag er lig med opsparing, så de reelle finansieringsomkostninger er altså blot 390 kr. om måneden.

Til sammenligning koster et tilsvarende 30-årigt 0,5 pct. lån 3.370 kr. om måneden. Heraf er de 2.700 kr. afdrag.

Der skal altså kun graves 1.420 kr. mere frem hver måned pr. lånte million for at skære løbetiden ned fra 30 til 20 år.

For alle, der skal til at betale afdrag efter at have afsluttet den 10 årige afdragsfrie periode, er det også værd at se på, om det kan betale sig at skifte.

Har man overskud i budgettet, er det »en smart manøvre«, som boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann udtrykker det.

Det er ikke første gang, at der har været et 20-årigt lån med en rente på 0. Men da realkreditinstitutterne skifter serie hvert tredje år, er obligationen ikke længere åben for udstedelse.

Lånet er ikke kun oplagt for boligejere, det er også populært i mange virksomheder, oplyser Lise Nytoft Bergmann.

BRANCHENYT
Læs også