Fortsæt til indhold

Chefstrateg kalder optøjer det »glade vanvid«, men han hæfter sig ved én ting

Finansmarkedernes reaktion under optøjerne i Washington er værd at lægge mærke til, lyder det fra Danske Banks chefstrateg.

Privatøkonomi

Virkeligheden overgår ofte fantasien. Det var bare én af de tanker, der gik igennem Henrik Drusebjergs hoved, da billederne af optøjerne med Trump-tilhængere i Kongressen i USA gik over skærmen.

»På et personligt plan har jeg gjort mig en masse tanker. Det var det glade vanvid. Det viser samtidig, hvor skrøbeligt det, vi har, er, når det kan ske i ét af verdens største demokratier. Man tror jo ikke sine egne øjne,« siger Henrik Drusebjerg, der er chefstrateg i Danske Bank.

Han hæfter sig dog også ved reaktionen på finansmarkederne. Scenerne i USA’s hovedstad udspillede sig nemlig, mens handlen på de amerikanske børser var åbne.

»Reaktionen var, at det snart er fortid - der er maksimalt 14 dage tilbage, og alles forventning er, at vi overgår til noget, vi kender fra tidligere perioder,« siger han med henvisning til, at Joe Biden overtager posten som præsident den 20. januar.

Det ledende amerikanske aktieindeks S&P 500 steg med 0,57 pct., mens Dow Jones-indekset lukkede 1,44 pct. højere. Teknologiindekset Nasdaq faldt omvendt med 0,61 pct., men dette fald skal nok snarere tilskrives det faktum, at demokraterne endte med at vinde begge pladser i omvalget til senatet i delstaten Georgia.

Som investor skal man være opmærksom på udviklingen, men selvom det fra personer, der deltog i optøjerne lød, at det onsdagens scener kun var et startskud, så er der grund til at bevare roen, lyder det fra Henrik Drusebjerg.

»I 1993 med optøjerne på Nørrebro kunne man få det indtryk, at Danmark var en krigszone. Men et par gader derfra var der roligt. Og der bor 300 mio. mennesker i USA, og det var kun et lillebitte udsnit af befolkningen, der er gået til ekstremerne,« siger Henrik Drusebjerg.

»Mange republikanere har stemt på Trump pga. hans politik om lavere skatter, en hård kurs over for Kina og decentralisering. Der er ikke ret mange, der har stemt på det, der skete i går,« siger Henrik Drusebjerg.

Artiklens emner
Danske Bank
Henrik Drusebjerg