Privatøkonomi

Her er grunden til, at chefstrateg tror på stigende aktiemarkeder

Forventningerne til den kommende regnskabssæson ser for lave ud, lyder det fra chefstrateg.

Sådan ser en normal dag uden corona ud på New York Stock Exchange (NYSE). Foto: Heidi Joy Madsen

Det nye år vil byde på nye stigninger på aktiemarkederne rundt om i verden. Sådan lyder det fra Henrik Henriksen, der er chefstrateg i pensionsselskabet Velliv.

En af forklaringerne på chefstrategens optimistiske forventninger, skal findes i den forsigtighed, som lige nu præge aktieanalytikernes forventninger op til regnskabssæsonen. Efter to kvartaler, hvor indtjeningen i selskaberne har haft pil opad, forventer analytikerne nu et fald i indtjeningen i S&P 500-selskaberne i forhold til årets tredje kvartal.

»Normalt er analytikerne for positive. Tre fjerdedele af tiden nedjusterer de deres forventninger. Men det ene tidspunkt, hvor de er for pessimistiske er ved en vending. Når økonomien vender, er der en tendens til, at det sker hurtigere end ventet,« siger Henrik Henriksen.

I 2020 resulterede det i, at indtjeningen i S&P 500-selskaberne i første kvartal endte på halvdelen af, hvad der var forventet, da kvartalet begyndte.

Men ligesom en nedtur bliver voldsommere, end man regner med, gør det samme sig gældende for opturen. Og det er netop der, hvor vi står i øjeblikket, lyder det fra chefstrategen, der mener, at forventningerne til S&P-500-virksomhedernes indtjening ser for lave ud i øjeblikket.

Samtidig har de økonomiske nøgletal overrasket positivt. Ganske vist ser det ud til, at december har været hård ved servicebranchen, men tiden med positive overraskelser ser ud til at fortsætte. Og forude kan der med vaccineudrulningen skimtes en mere normal hverdag.

»Det peger i retning af højere kurser,« siger Henrik Henriksen, der vurderer, at S&P 500-indekset kan stige med 5-10 pct. i løbet af året.

Men der er dog flere ting, som kan spænde ben for yderligere stigninger. Det ene er, at det amerikanske aktiemarked allerede er steget markant, dertil kommer mulige rentestigninger, og endelig kommer coronavirussen.

»Mutationer er det, der gør mig mest nervøs. Når smitten er meget udbredt - som den er i øjeblikket - kommer der nye mutationer, som kan gøre, at vaccinerne ikke virker. Det er den største risiko,« siger Henrik Henriksen.

»Men ellers ligner det, at aktier har the upper hand i 2021. For investorerne er der normalt to kasser, man kan putte sine penge i. Det er aktie og obligationer. Obligationer har haft et negativt afkast i år, og hvis der er en ting, jeg har lært, er det, at penge følger performance. Dermed er der lagt op til, at det vil være aktier, der præsterer,« siger Henrik Henriksen.

BRANCHENYT
Læs også