Privatøkonomi

»Det er paradoksalt« – midt i coronakrisen måtte færre gå fra hus og hjem

2020 bød på det laveste antal tvangsauktioner i 12 år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Antallet af tvangsauktioner har ramt det laveste niveau i mere end et årti. Foto: Thomas Borberg

Coronakrisen er styret uden om det danske boligmarked. Selv om Danmark har været lukket mere eller mindre ned ad flere omgange, antallet af arbejdsløse er steget og den danske økonomi har fået en enorm mavepuster, er antallet af tvangsauktioner ikke braget i vejret. Tværtimod.

2020 bød på 2.112 tvangsauktioner, hvilket er det laveste antal i 12 år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

»Det er paradoksalt, at vi kan registrere det lave antal tvangsauktioner i en tid, hvor vi samtidig står midt i en af de dybeste kriser i mands minde,« skriver Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

I Nordea Kredit peger man på, at der er blevet ført statistik over antallet af tvangsauktioner i 42 år. Kun i tre af disse år har antallet af tvangsauktioner været på et lavere niveau end i 2020.

»Normalt plejer økonomiske kriser at få antallet af tvangsauktioner til at stige, men sådan er det ikke gået i 2020. Det skyldes bl.a. covid-19 krisens karakter, der har udspring i landets sundhed, og ikke skyldes samfundsøkonomiske ubalancer,« skriver Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit.

De tre år, hvor antallet af tvangsauktioner lå på et lavere niveau end i 2020, var i årene op til finanskrisen. Her sendte et overophedet boligmarked antallet af tvangsauktioner ned. I 2020 er det ikke kun selve aktiviteten på boligmarkedet, der har spillet ind.

»Nedlukninger og restriktioner har påvirket arbejdsgangene hos landets fogedretter, og sygemeldinger og karantæner kan have påvirket produktiviteten. Mange kreditorer har desuden fundet samfundssindet frem og strakt sig længere end normalt, hvis regningerne ikke er blevet betalt,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann.

Antallet af tvangsauktioner er dog også blevet holdt nede af udviklingen på boligmarkedet, lyder det.

»Den høje handelsaktivitet og de stigende boligpriser er med til at dæmpe udviklingen i antallet af tvangsauktioner, da boligen kan omsættes i fri handel, hvis der opstår problemer med betaling af terminen,« påpeger Brian Friis Helmer.

Han vurderer, at antallet af tvangsauktioner vil komme til at stige i den kommende tid.

»Men det kommer altså ikke til at se lige så slemt ud som efter finanskrisen på antallet af tvangsauktioner,« lyder det.

BRANCHENYT
Læs også