Ny milepæl er nået: Her koster en ny lejlighed over 5 mio. kr.
Efterspørgslen selv efter de allerdyreste ejerlejligheder er stor, viser nye tal. Vigtigere end nogensinde at have styr på finansieringen, mener eksperter.
En af mange milepæle er nået på det buldrende boligmarked. For første gang har gennemsnitsprisen på en projektlejlighed i København rundet 5 mio. kr., viser en opgørelse fra Boligsiden.
Priserne er steget 17 pct. alene det seneste år. Der er taget udgangspunkt i en projektlejlighed på 95 kvm.
Der er blot 387 projektlejligheder til salg i København. 257 af dem koster mere end 5 mio. kr.
Den høje pris betyder, at det er vigtigt at have sin finansiering på plads, inden man forelsker sig alt for meget i en af de nye lejligheder, fastslår kommunikationsdirektør for Boligsiden, Birgit Daetz.
»Der er en enorm efterspørgsel på ejerlejligheder i København. Der er også rift om projektlejlighederne, og hvis man vil købe en, er det en god idé på forhånd at have en klar aftale med banken for at være sikker på, at den vil være med til at finansiere købet,« mener hun.
Samme holdning har cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe. Han advarer mod at lade sig rive med af, at ejerlejligheder nu sælges rekordhurtigt. Køb af en bolig er en stor økonomisk beslutning, og omkostningerne gør, at det er dyrt at købe og specielt sælge en bolig.
I øjeblikket tager det kun 1,6 måned at sælge lageret af ejerlejligheder i København. I sommeren 2019 var tallet oppe på små seks måneder.
»Den nuværende markedssituation er udfordrende, hvis man er på jagt efter en ejerlejlighed i København. Derfor skal man heller ikke lade sig presse til at tage hurtige og uovervejede beslutninger på det marked. I stedet skal det være ens boligbehov, der er i centrum, og man skal som altid sørge for at lave sit forarbejde,« fastslår Christian Hilligsøe Heinig.
Salget af projektlejligheder i København steg med 62 pct. i 2020 sammenlignet med 2019. Alene i 4. kvartal blev der solgt 298. Det er det højeste projektsalg i København i et enkelt kvartal siden 2017.