Privatøkonomi

Bitcoin dykker 18 pct. og tester investorerne

Både Bill Gates og Janet Yellen, den amerikanske finansminister, har for nylig advaret mod at investere i den populære kryptovaluta.

Bill Gates opfordrer folk med færre penge end Elon Musk til at holde sig væk fra bitcoin. Foto: Bloomberg photo by Takaaki Iwabu

Efter en måneds konstant fremgang er bitcoin-kursen endelig blevet offer for noget, der ligner en lille korrektion.

Prisen faldt i løbet af et halvt døgn mellem mandag aften og tirsdag formiddag med 18 pct. fra $55.000 til $45.000, ifølge Coinbase. Dermed fik man testet nogle af de nyere investorer, som ellers kun har set prisen gå op.

Markedsværdien led som følge af prisdykket også et fald. For nylig kunne vi skrive, at den samlede værdi af bitcoins i omløb havde oversteget 1.000 mia. dollars, men i skrivende stund er det tal faldet til 855 mia. dollars.

Som altid, når prisen på bitcoin bevæger sig, har prisdykket udmøntet sig i lignende fald på tværs af andre store kryptovalutaer.

Prisen på bitcoin blev i årets begyndelse udsat for en lignende udvikling, da den i løbet af januar faldt fra omtrent $40.000 til et lokalt minimum på $29.156. Siden det fald på mere end 25 pct. er det nærmest kun gået en vej for bitcoin.

Siden det markante dyk hen over natten til tirsdag har kursen genvundet en smule af det tabte og ligger nu på omtrent $46.000. Handelsaktiviteten viser, at der for øjeblikket bliver købt og solgt flere bitcoins end normalt, og prisen svinger derfor stadig markant.

Kryptovalutaen har da også været omgærdet af positive nyheder den seneste tid. Verdens næstrigeste mand Elon Musk har via sin elbilproducent Tesla investeret rundt regnet 9 mia. kr. i bitcoin, og Mastercard har annonceret, at de planlægger at inkorporere kryptovaluta i sit netværk senere i år.

Til gengæld har de mange gode vinkler for nylig fået selskab af en mindre flatterende udtalelse fra Microsoft-stifteren Bill Gates. Han sagde i et interview med Bloomberg, at man bør undgå bitcoin, hvis man har færre penge end Elon Musk.

Endvidere har den amerikanske finansminister Janet Yellen udtalt, at hun mener, at bitcoin er en virkelig ineffektiv måde at gennemføre transaktioner på.

På trods af den heftige korrektion - hvis man tør kalde det det - skal man kun få uger tilbage, for at finde det seneste tidspunkt hvor kursen var under $45.000.

BRANCHENYT
Læs også