Privatøkonomi

Danskerne har fået nemmere ved at få pengene til at slå til

Andelen af danskere, der er udfordrede på privatøkonomien, er på det laveste niveau siden 2008.

Andelen af danskere, som har "meget, meget svært" ved at få pengene til at slå til, er faldet. Foto: Jens Dresling

Mens coronakrisen hærgede, nåede danskernes privatøkonomi et punkt, der sidst er set under finanskrisen. Andelen af danskere, som har problemer med at få pengene til at slå til, er nemlig faldet til det laveste niveau siden 2008. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som PFA har trukket.

I 2020 angav 8 pct. af de adspurgte, at de havde »meget svært eller svært« ved at få pengene til at slå til. Tallet toppede i 2014, hvor andelen lå på 12 pct.

»Danskernes økonomiske vaner har ændret sig siden finanskrisen og særligt de seneste år. Vi er blevet mere forsigtige og mere tilbøjelige til at lægge penge til siden til opsparing. Dermed har mange danskere en sund privatøkonomi, hvilket også afspejler sig i, at stadig færre angiver at have meget svært eller svært ved at få pengene til at række,« lyder det fra Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA.

»Tendensen til mere opsparing har taget yderligere fart under coronakrisen det seneste år. Her har vi generelt brugt færre penge og i stedet polstret os i stor stil, og det styrker privatøkonomien yderligere« lyder det fra Carsten Holdum.

Den laveste andel af dem, der har svaret, at de har »meget svært eller svært« ved at få pengene til at række, finder man blandt dem med arbejde. Her svarede 5 pct., at de havde »meget svært eller svært« ved at få pengene til at slå til. Efter denne gruppe kommer pensionister og efterlønsmodtagere, hvor det er 6 pct., der angiver, at de er udfordret på økonomien.

»Udviklingen af arbejdsmarkedspensionsionssystemet betyder, at danskerne har stadig større opsparinger, når de trækker sig tilbage. Og den udvikling vil fortsætte fremover, i takt med at flere indbetaler til en pensionsordning i løbet af et helt arbejdsliv, og da tilbagetrækningsalderen samtidig er stigende. Den øgede indkomst som pensionist går hånd i hånd med, at vi lever længere, og at vi samtidig har stigende forventninger til vores levestandard som pensionister, hvor mange har lyst til, råd til og helbredet til at fortsætte en aktiv livsstil,« siger Carsten Holdum.

BRANCHENYT
Læs også