Privatøkonomi

Gamestop brager videre op på børsen: »Det ligner en anden bølge«

Alene i marts er Gamestop-aktien steget med mere end 140 pct.

Gamestop er en kæde af butikker, som sælger computerspil og andet elektronik. I januar blev selskabet genstand for et spetakulært opgør mellem private investorer og hedgefonde på det amerikanske aktiemarked.  REUTERS/Rick Wilking/File Photo

Sagaen om Gamestop er langtfra ovre. Elektronikkæden, der har været igennem en hype og rutsjebanetur af historiske dimensioner i årets første måneder, brager igen op på børsen. De seneste to handelsdage er aktien steget med henholdsvis 27 pct. og 41 pct., og alene i marts er aktien dermed steget med mere end 140 pct.

Ifølge Ipek Ozkardeskaya, der er senioranalytiker i Swissquote Bank, skal den seneste tids udvikling ses i lyset af, at risikoappetitten blandt investorerne ser ud til at være vendt tilbage, efter at der i en periode har været bekymringer for inflation.

»Det ligner en anden bølge af bullish spekulation, og den kan have potentialet til at nå op over den første bølge,« skriver analytikeren i en kommentar.

Den vilde udvikling i Gamestop-aktien er i vid udstrækning blevet tilskrevet Reddits forum Wallstreetbets, hvor brugerne i begyndelsen af året startede noget nær en krig mod hedgefonde. Flere hedgefonde troede ikke på selskabets fremtid, og de havde derfor såkaldte short-positioner i Gamestop-aktien. Det betyder, at de stod til at tjene penge, hvis aktiekursen faldt.

På den anden side blev der på Wallstreetbets argumenteret for, at der var lys forude i forhold til selskabets fremtid, og at de mange short-positioner kunne ramme hedgefondene som en boomerang. Det sendte kursen på aktien op, og det resulterede i sidste ende i et såkaldt short-squeeze.

Dette fænomenet opstår, når der opstår pres på dem, der har short-positioner. Det tvinger dem mere eller mindre til at købe aktierne tilbage for at lukke deres short-positioner. Og det resulterer så igen i en stigende kurs.

Det sendte Gamestop aktien fra en kurs på ca. 18 dollars stykket i begyndelsen af året op til en kurs på 347,5 den 27. januar. Efterfølgende blev aktien sendt ud i et styrtdyk. Frem til midten af februar faldt aktien med næsten 90 pct. til et niveau omkring 40 dollars stykket.

Nu er dykket dog blevet afløst af nye stigninger, og den seneste måned lyder stigningen på tæt på 400 pct.

»Når man tager de store udsving i aktien i betragtning, er risikoen enorm, fordi stigningerne bygger på forventninger om fremtidig vækst og ikke konkrete resultater her og nu. Derfor hviler stigningerne på et usikkert fundament, og der er en risiko for store fald, når den anden bølge er overstået,« skriver Ipek Ozkardeskaya.

Gamestop annoncerede for nyligt en ny strategi, der indebærer, at selskabet skal gå fra fysiske butikker til et teknologiselskab. Dette arbejde vil blive ledet af storaktionæren og bestyrelsesmedlemmet Ryan Cohen

»I det lange løb begynder jeg at tro på, at Gamestop rent faktisk kan blive en succeshistorie, fordi transformationen sker i den rigtige retning,« skriver Ipek Ozkardeskaya.

Læs også