Vaccine eller frisk test kan sikre drømmeferien – andre lande åbner uden forbehold
Med en opblødning af restriktionerne ved indrejse er bl.a. Den Dominikanske Republik, Belize og Madeira klar til at invitere udenlandske gæster indenfor, hvis de er færdigvaccinerede eller kan fremvise en frisk negativ test. Kroatien er åben for EU-borgere fra lavrisikolande.
Længes man efter sol, strand og eksotisk luftforandring, er der håb forude..
To stik i armen eller en negativ coronatest kan denne sommer give direkte adgang til hvide sandstrande og krystalblåt hav flere steder i verden.
Rejsemål som Belize og Madeira har nemlig valgt at sænke kravene ved indrejse og er klar til at byde udenlandske gæster velkommen igen, uden at de først skal i karantæne. Det fortæller britiske Independent.
Det er områdernes succesfulde håndtering af corona med faldende smittetal til følge, der gør opblødningen mulig. Omfattende vaccinationsplaner vækker også optimisme lokalt.
Også Den Dominikanske Republik, der netop har lanceret en storstilet vaccineplan, følger trop. Her kræves der ingen negativ coronatest ved indrejse.
»Efterhånden som vaccinationen skrider frem, vil vi se et drastisk fald i infektioner og indlæggelser, som gradvist vil lette restriktionerne for turistaktiviteter og bidrage til at styrke vores økonomi,« lyder det fra Den Dominikanske Republiks turistminister, David Collado, i en pressemeddelelse.
Sikkerhed og sundhed i fokus: Den Dominikanske Republik er særligt anerkendt som et sikkert rejseland af Verdensturismeorganisationen UNWTO, der har til formål at fremme ansvarlig og bæredygtig turisme. Og konkret gør Den Dominikanske Republik en aktiv indsats for at understøtte sundheden og sikkerheden hos både gæsterne og dem, de møder på deres ferie.
Programmet Responsible Tourism Recovery Plan sikrer således, at rejsende får tilbudt en gratis forsikring, der bl.a. dækker, hvis de bliver smittet og må udskyde hjemrejsen. Ansatte i turistbranchen bliver testet regelmæssigt. Og i lufthavnen bliver udvalgte rejsende udtaget til en lyntest ved ankomsten.
Rejse- og turistbranchens globale forum World Travel and Tourism Council har tilsvarende givet Belize sit blå stempel for sikkerhed og hygiejne, oplyser The Independent.
Og også her stilles der fortsat krav til turisterne. Man skal således enten være færdigvaccineret eller kunne fremvise en negativ test for at få adgang til landets herligheder. Derudover skal man downloade den gratis app Belize Health App og udfylde en række påkrævede oplysninger inden for 72 timer før ankomsten.
For få dage siden meldte det store rejseland Tyrkiet ud, at man regner med at åbne op for turister til sommer, også dem som ikke er blevet vaccineret endnu.
Ifølge landets turistminister Mehmet Nuri Ersoy vil Tyrkiet om en måneds tid revurdere situationen og derefter beslutte, om landet fortsat vil kræve negative PCR-testresultater for turister.
Også et andet populært ferieland, Kroatien, har meldt ud, at man ikke kræver fremvisning af vaccinepas.
Har feriedrømmene fået vinger, er tålmodighed dog fortsat et helt uomgængeligt krav, uanset hvor man vil hen. Udenrigsministeriet fraråder nemlig fortsat alle rejser til hele verden foreløbig til og med den 5. april 2021.
Sådan får du adgang
Tjek altid Udenrigsministeriets gældende rejsevejledninger.
Den Dominikanske Republik
Udvalgte rejsende bliver testet ved ankomst. Gælder ikke børn under fem år og flypersonale. Alle rejsende får målt deres temperatur.
Passagerer, der har symptomer eller testes positive, isoleres. Før afgang bør man tjekke de aktuelle bestemmelser med sit flyselskab og den lufthavn, man ankommer til.
Belize
Turister skal være færdigvaccinerede senest to uger før ankomsten eller fremvise en negativ PCR-test taget inden for 96 timer før afrejse eller en antistof-test taget inden for 48 timer før afrejse.
Rejsende skal downloade appen Belize Health App og udfylde de påkrævede oplysninger inden for 72 timer før ankomsten.
Madeira
Turister skal være færdigvaccinerede eller raskmeldte efter et coronaforløb inden for de seneste 90 dage. Man skal desuden registrere sig på appen madeirasafe.com.
Seychellerne
Turister skal være færdigvaccinerede senest to uger før ankomsten. Man skal både kunne fremvise sit vaccinationscertifikat og en negativ PCR-test taget mindre end 72 timer før ankomst.
Estland
Man skal være færdigvaccineret eller være kommet sig efter et coronaforløb inden for de seneste seks måneder. Der er krav om at udfylde en elektronisk helbredserklæring; det kan gøres 24 timer før afrejse.
Georgien
Landet er åbent for alle turister, der er færdigvaccinerede.
Kroatien
Alle borgere fra EU og Schengen-lande, der ankommer direkte med fly kan rejse ind i Kroatien uden at skulle fremvise negativ PCR-test, hvis de kommer fra et såkaldt grønt område - i øjeblikket er Danmark dog farvet gul. Der er ingen krav om vaccine.
Tyrkiet
Tyrkiet forventes at åbne for turister uden krav om vaccine. Man overvejer, om der skal vises negativ PCR-test.
Kilder: um.dk, godominicanrepublic.com, independent.co.uk, madeira-web.com, advisory.seychelles.travel, mfa.gov.ge, croatia.hr.


