Privatøkonomi

Danskerne har hamstret udenlandske aktier – og de var med i hypet aktie

Under corona har danskernes køb af udenlandske aktier sat rekord, viser en ny opgørelse fra Nationalbanken.

Danskernes har købt udenlandske aktier i stor stil under coronakrisen. Foto: AP/Mark Lennihan

Mens de fleste danskere har holdt sig inden for landets grænser det seneste år, har tendensen været en noget anden, når det kommer til investeringer. Danskernes køb af udenlandske aktier er under coronakrisen nået op på hidtil usete niveauer, viser en ny opgørelse fra Nationalbanken.

»Danske husholdninger har aldrig købt så mange udenlandske enkeltaktier via banker eller handelsplatforme, som de har gjort, siden corona ramte i 2020,« skriver Nationalbanken.

Siden slutningen af marts i fjor og frem til udgangen af februar i år har danskerne netto føjet for 16 mia. kr. til deres beholdning af udenlandske aktier. Dermed er den nu samlet oppe på 108 mia. kr.

Ifølge Nationalbanken har danskerne især fokuseret på aktier, som har været i fokus i medierne.

»Aldrig før har danske husholdninger søgt så meget på aktier via nettet, som i slutningen af 2020 og starten af 2021,« lyder det fra Nationalbanken.

Der er især blevet købt aktier i flyselskaberne SAS og Norwegian, men ifølge Nationalbanken har spilfirmaet Kahoot og det sydkoreanske videospilsfirma Gravity også i vid udstrækning fundet vej til danskernes porteføljer. Og danskerne var også med til at investere - eller spekulere - i Gamestop-aktien, der i begyndelsen af året blev dækket af medier i ind- og udland, efter den steg til vejrs med raketfart.

»Dækningen nåede også ud til de danske husholdninger, som i løbet af januar og februar tæt på fordoblede deres beholdning af aktien med et samlet nettokøb på 169 mio. kr. Købene har været påvirket af store kursudsving, men aktien udgør dog kun en lille del af husholdningernes samlede udenlandske aktiebeholdning,« skriver Nationalbanken.

De fem mest populære udenlandske aktier blandt danskerne er Nordea, Apple, Microsoft, Tesla og Amazon. De udgør tilsammen 17 pct. af danskernes udenlandske aktiebeholdning.

BRANCHENYT
Læs også