Privatøkonomi

Boligmarkedet brager ind i påsken: »Der er intet, der er normalt«

I Home og EDC har man haft en travl marts, og begge steder venter man, at det også bliver en travl påske.

Handlen med sommerhuse bliver normalt for alvor skudt i gang i påsken. Men der er allerede gang i dette marked, og mæglerne i EDC og Home har haft en travl marts. Foto: Ernst van Norde

Boligmarkedet er buldret igennem marts, og meget tyder på, at der også vil være tryk på kedlerne hen over påsken, hvor handlen med sommerhuse normalt for alvor bliver skudt i gang.

Sådan lyder det fra ejendomsmæglerkæderne Home og EDC.

»Vores forventning er, at trenden med en arbejdsuge på 70 til 80 timer fortsætter ind i påsken,« siger Jan Nordmann, der er kommunikationschef i EDC, der er landets største ejendomsmæglerkæde.

På nuværende tidspunkt tegner det til, at marts vil blive den bedste måned nogensinde rent salgsmæssigt i EDC’s historie.

»Vi kommer til at overgå den hidtidige rekord – som vi har haft et par stykker af det seneste år,« siger Jan Nordmann.

Salget i marts har i EDC indtil nu ligget 87 pct. over samme periode i fjor, og siden årsskiftet er salget 55 pct. over niveauet fra sidste år.

»Normalt er vores bedste måneder i maj og juli, men nu får vi en rekord i marts. Der er intet, der er normalt. Det er på alle dele af markedet, at der er en voldsom aktivitet,« siger Jan Nordmann.

I ejendomsmæglerkæden Home venter man også, at der bliver travlt i påsken. Ligesom der har været i hele marts. Hvis man f.eks. ser på antallet af fremvisninger i Home, så ligger det 66 pct. over niveauet for hele marts 2020.

Salget ligger 74 pct. over niveauet fra samme måned sidste år. Dermed ender marts 2021 som en af de bedste måneder nogensinde i ejendomsmæglerkædens historie.

Én af de Home-mæglere, som har mærket fremgangen, er Charlotte Lynggaard, som er indehaver af fire butikker i Trekantområdet.

»Den har været ret god. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har haft et større salg,« lyder det på jysk fra Charlotte Lynggaard, der er overrasket over, at den stigende aktivitet, som hun oplevede i 2020, er fortsat ind i det nye år.

»Det er ikke ulogisk, at der er mere aktivitet, når man er mere hjemme. Men at det er så meget mere, det er overraskende,« siger Charlotte Lynggaard.

I de kommuner, hvor Charlotte Lynggaard har sine forretninger, ligger salget i begyndelsen af året mellem 30 og 50 pct. over niveauet fra sidste år. Og ejendomsmægleren venter travlhed i påsken.

»Folk er ikke ude at rejse, så jeg er sikker på, at vi får en hel stak dage med fuldt hus,« siger hun.

Læs også
Top job