Privatøkonomi

I nat kom et tal fra den anden side af kloden, som kan få indflydelse på boligrenten: »Det er naturligvis ikke positivt«

To måneder i træk er japanske investeringer i danske realkreditobligationer faldet. Det er første gang siden 2018, at det er sket.

Det danske boligmarked har været flyvende det seneste år, hvor priserne på landsplan for huse, ejerlejligheder og sommerhuse er steget med tociferede procentsatser. Foto: Laura Krogh

Mens der bliver sat den ene rekord på boligmarkedet efter den anden, er der under overfladen dukket et tegn op, som i yderste konsekvens kan presse renten på danske boliglån op.

For første gang siden 2018 har japanske investorer nemlig reduceret deres beholdning af danske realkreditobligationer to måneder i træk.

I januar faldt japanske investorers beholdning af danske boliglån med 0,8 mia. kr., og det samme var tilfældet i februar, viser tal, som blev offentliggjort i nat dansk tid af det japanske finansministerium.

I Totalkredit betegner man faldet som begrænset, da japanske investorer fortsat ejer for mere end 100 mia. kr. danske fastforrentede realkreditobligationer. Det svarer til ca. hvert 10. danske boliglån med fast rente.

»Der er altså ikke tale om, at japanske investorer er på vej mod nødudgangen, når man ser på de tal, som vi fik i nat, men det er naturligvis ikke positivt. Fortsætter udviklingen, uden at andre investorer tager handsken op, så vil det før eller siden sætte sig i højere renter til danske boligejere,« skriver Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker i Totalkredit, i en kommentar.

Japanske investorer har siden 2016 haft et godt øje til danske realkreditobligationer, og alene i 2020 købte japanske investorer fastforrentede realkreditobligationer for 18 mia. kr., og 36 pct. af udlandets opkøb af de danske realkreditobligationer i 2020 stammede fra Japan.

Årsagen til, at pengene fra Japan begyndte at strømme ind i danske realkreditobligationer, skal findes i det faktum, at de japanske investorer på trods af den ekstremt lave rente i Danmark rent faktisk kunne få et højere afkast her end i tilsvarende investeringer i USA.

»Men det ekstra afkast er mindre end tidligere, og vi kan se, at det har fået interessen fra japanerne til at falde en smule. Der er imidlertid sat en foreløbig prop i dræningen af merafkastet, der faktisk er steget en smule siden januar i år,« skriver Sune Malthe-Thagaard.

»Det lavere merafkast kan forklare, hvorfor japanske investorer kan være mere tilbageholdne med at geninvestere i dansk realkredit, når nogle af deres obligationer bliver indfriet før tid. Vi forventer ikke, at de ved de nuværende renter decideret starter et udsalg af deres realkreditobligationer,« lyder det fra Sune Malthe-Thagaard.

BRANCHENYT
Læs også