Serier

»Få nu åbnet de grænser for vaccinerede«

Eksperter peger på, at man godt kan lempe rejserestriktionerne for færdigvaccinerede. Spørgsmålet bliver lige nu drøftet som led i de politiske forhandlinger.

Corona rammer verden
Flere partier mener godt, at man kan åbne for ind- og udrejse for færdigvaccinerede. Foto: Jaime Reina / AFP.

Når man er vaccineret, bør man ikke længere frarådes at rejse på ferie i udlandet. Risikoen for at få corona, når man er færdigvaccineret, er nemlig så lav, at det giver mening at justere rejsevejledningen. Samtidig bør vi også selv kunne åbne grænserne for vaccinerede turister fra andre lande.

Sådan lyder budskabet fra to eksperter, DR har talt med.

»Når man er vaccineret, har man en meget, meget lav risiko for at blive smittet, hvis man rejser ud. Og jeg synes, det giver mening, at man tager konsekvens af det, og indretter rejserestriktionerne efter det«, siger Christian Wejse, der er epidemiolog og afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital, til mediet.

Også politisk øges presset på regeringen for at åbne grænserne mere for vaccinerede.

Venstres turismeordfører Anni Matthiesen siger, at vaccinen bør være »nøglen til friheden«, og at spørgsmålet er en af de ting, partiet »kæmper for«, når de politiske forhandlinger fortsætter i næste uge.

Man smitter mindre, når man er vaccineret, men man kan stadig smitte.

Kirsten Normann Andersen, sundhedsordfører for SF.

De Konservative foreslog allerede i starten af måneden at byde vaccinerede turister velkommen i Danmark. Turismeordfører Birgitte Bergamann er glad for, at »eksperterne nu bakker op«.

»Få nu åbnet de grænser for vaccinerede,« skriver hun på Twitter.

Næstformand i Radikale Venstre Martin Lidegaard melder sig også i koret:

»Helt enig med eksperterne her: Når man har fået coronavaccine, bør man da kunne rejse både ud og ind af Danmark,« skriver han på Twitter.

SF vil afvente drøftelser

I SF er sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen en smule mere forsigtig.

»Der pågår lige nu drøftelser om netop, hvor grænsen går – bogstaveligt talt i forhold til indrejse og udrejse. De drøftelser afventer vi. Det er ikke sådan, at der er smittefri zone, bare fordi man er vaccineret. Desværre,« siger hun og fortsætter:

»Mutationer betyder noget, og derfor kan der være god musik i, at vi først vaccinerer de borgere, der ikke kan tåle at blive smittede. Vi skal også helst have vaccineret andre, fordi man smitter mindre, når man er vaccineret, men man kan stadig smitte,« siger hun og henviser bl.a. til Norge, hvor man har set smitteudbrud blandt færdigvaccinerede beboere på to plejehjem.

Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til hele verden, som udgangspunkt til og med den 20. april. Der er fra den 7. februar 2021 og til og med den 20. april tillige indført krav om test og isolation ved indrejse til Danmark.

Aktuelt har 835.271 danskere fået det første vaccinestik, mens 431.805 er færdigvaccinerede. Det viser tal fra Statens Serum Institut fredag.

BRANCHENYT
Læs også