Privatøkonomi

Hypet folkeaktie falder kraftigt på børsen

Kahoot-aktien, der er uhyre populær blandt de private investorer, falder mandag med næsten 6 pct. oven på sidste uge, der også bød på store kursdyk.

Kahoot, der er noteret på børsen i Oslo, er den seneste uge faldet med næsten 14 pct. Arkivfoto: Oslo Børs.

Det norske it- og spilfirma Kahoot, der er yderst populær blandt de private investorer, fortsætter med at dykke på børsen efter flere dage med store kursfald i sidste uge.

Mandag eftermiddag falder aktien med omkring 6 pct. på børsen i Oslo til en kurs lige omkring 83 norske kr.

Dermed er aktien alene den seneste uge faldet med knap 14 pct., mens faldet lyder på næsten 30 pct., hvis man ser tre måneder bagud.

Indtil januar var Kahoot-aktien ellers skudt til vejrs med raketfart med en stigning på hele 450 pct. på bare 12 måneder.

Aktien nåede en foreløbig børstop i midten af januar med en kurs på lige omkring 130 norske kr.

»Kursudviklingen opad sidste år kan være drevet af panik blandt investorerne for det begreb vi kalder fear of missing out, altså frygten for at ikke at komme med i en given aktie. Set i det perspektiv kan den nervøsitet, vi ser nu, måske siges at være naturlig,« siger Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.

Ifølge tal fra Nationalbanken var Kahoot sidste år en af de mest populære aktier blandt de private investorer herhjemme, når der skulle tilføjes udenlandske aktier til porteføljen.

Ifølge den skandinaviske onlinebørsmægler Nordnet, der har 250.000 kunder i Danmark, har knap 15.000 danske Nordnet-kunder Kahoot som en del af deres portefølje. I Norge er det næsten 20.000 ud af Nordnets mere end 230.000 norske kunder, der ejer aktier i Kahoot.

Kahoot, hvis største aktionær er japanske Softbank, der sidder på omkring 16 pct. af aktierne, blev i marts overført til hovedlisten på børsen i Oslo. Kahoot har samtidig luftet tanken om at blive noteret på en udenlandsk børs.

BRANCHENYT
Læs også