Privatøkonomi

Det seneste år er antallet af sommerhuse til salg blevet halveret, men i marts i år vendte udviklingen

Efter et år med faldende udbud på markedet for sommerhuse kom der i marts flere sommerhuse til salg, viser nye tal.

Udbuddet af sommerhuse er steget for første gang i et år. Foto: Ernst van Norde

Danskerne har fået lidt mere at vælge imellem, hvis de er på udkig efter et sommerhus. Efter et år med faldende udbud på markedet for sommerhuse, er udviklingen nemlig vendt. Det viser nye tal fra finanssektorens brancheorganisation Finans Danmark.

I marts blev der sat 1.927 sommerhuse til salg, og dermed er der nu 3.863 sommerhuse til salg, hvilket er 222 flere end i sidste måned. Og det er altså første gang siden marts 2020, at udbuddet er steget.

»Udbuddet af sommerhuse stiger typisk hen over foråret, men det var ikke tilfældet sidste år, hvor coronaen satte sit præg på boligmarkedet. Men hvis vi med udrulningen af vacciner og gradvis genåbning af samfundet nærmer os normalen igen med stigende udbud i forårsmånederne, er det godt nyt for de danskere, der er på jagt efter et sommerhus,« udtaler Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

Udbuddet af sommerhuse er steget, selv om der i marts blev taget 1.705 sommerhuse af markedet. De 1.705 er det højeste tal for en marts måned i den tid, som Finans Danmark har statistik på området. Statistikken går tilbage til 2004.

»Det tyder altså på, at sommerhuse fortsat går som varmt brød, som det har været tilfældet i størstedelen af 2020,« lyder det fra Peter Jayaswal.

Under coronakrisen og nedlukningen af Danmark har der været så meget tryk på markedet for sommerhuse, at udbuddet er faldet fra 8.123 sommerhuse i marts 2020 til nu 3.863 sommerhuse.

»Selv om vi ser spæde tegn på, at danskernes interesse for at sælge deres sommerhus stiger, så har danskere på jagt efter et sommerhus fortsat meget færre valgmuligheder end sidste år. Det skyldes, at der de seneste mange måneder er blevet taget flere sommerhuse af markedet, end der er sat nye til salg,« siger Peter Jayaswal

BRANCHENYT
Læs også