Privatøkonomi

Flere selskaber melder om en stor stigning i efterspørgslen efter fibernet i sommerhusområder

Flere selskaber har oplevet en stigende efterspørgsel på fibernet til sommerhuset under coronakrisen.

Foto: Joachim Ladefoged

Det er ikke kun prisen på sommerhuse, der er skudt i vejret under coronakrisen. Det virker nemlig til, at danskerne er gået all in på at kunne bruge sommerhuset eller fritidsboligen til mere end bare weekender og ferier, og det har skubbet til efterspørgslen efter at få banket hul til internettet med en fiberforbindelse.

Sådan lyder det fra energiselskabet Energi Fyn, der også står for fibernet på Fyn.

»Efterspørgslen er steget voldsomt for sommer- og fritidshuse,« siger Vicki Rossen, der er salgschef i Energi Fyn.

Og det er corona og de efterfølgende nedlukninger af samfundet, som har sat skub i efterspørgslen. Den præcise forklaring på den stigende efterspørgsel har man ikke, men man har et bud, at det både er i forhold til arbejdet og underholdning.

»Hjemmearbejdet har fundet mere og mere indpas, og det har folk nævnt. Men det er også behovet for f.eks. at streame en film, når vejret er dårligt, der spiller ind,« siger Vicki Rossen.

Energi Fyn leverer i dag fibernet til 87.000 husstande. De ca. 8.000 er fritidsboliger, og dette tal kommer til at stige med ca. 500 i år. Derudover er 1.000 lige nu i pipeline.

»Tidligere skulle vi på jagt efter kunderne ude i sommerhusområderne, men nu kommer de selv og banker på døren hos os,« forklarer Vicki Rossen.

Derudover er der også sket en stigning i antallet af sommerhusejere, som ønsker en såkaldte eftertilslutning. Det er hvis der er lagt fibernet ud i et område, men ejendommen ikke blev tilsluttet i forbindelse med udrulningen, men altså senere har ønsket det.

Udsigten til at vaccinerne bringer en mere normal hverdag tilbage, har ikke ændret på efterspørgslen, lyder det.

»Vi kan alle se frem til, at vi formentlig snart kan komme sydpå, men det har ikke betydet, at efterspørgslen er faldende. Vi oplever det samme tryk, og jeg kan høre på mine kolleger i branchen, at de oplever det samme,« siger Vicki Rossen.

Ét af de steder, hvor man har oplevet det samme, er i fibernetselskabet Fibia, som har lagt fibernet på Sjælland, Øerne og i Østjylland.

Hos Fibia har man både mærket en øget efterspørgsel i de sommerhusområder, hvor der allerede er lagt fibernet ud. Men efterspørgslen kommer også fra områder, hvor der ikke er lagt fibernet i jorden.

»Vi kan se, at folk arbejder mere hjemmefra og er mere i sommerhuset. Og folk er blevet mere opmærksomme på, hvor vigtigt det er at have en god internetforbindelse, og at det skal virke, når hjemmeskolen begynder klokken 8. Internet er som vand i hanen og strøm i kontakten,« siger Mia Stroustrup, der er direktør for salg og service i Fibia.

Tele- og energiselskabet Norlys har også oplevet en ændring i efterspørgslen fra sommerhusområderne.

»Siden første nedlukning i marts 2020 har vi oplevet en enorm efterspørgsel på fiberforbindelser i sommerhusområderne. Når vi kigger på et af de store repræsentative sommerhusområder på vestkysten, kan vi se en stigning på 50 pct. i det antal kunder, der har valgt fibernet til under coronapandemien,« lyder det fra Torben Poulsen, adm. direktør for Norlys Tele.

BRANCHENYT
Læs også