Serier

Så mange danskere er klar til igen at planlægge ferie i udlandet

Lysten til igen at holde ferie i udlandet er stor hos mange danskere, men selv om udrulningen af vaccinationer varsler lysere tider forude, er danskerne tilsyneladende splittede om, hvornår det igen giver mening at planlægge ferie uden for Danmarks grænser.

Corona rammer verden
Madeira kunne være et godt bud på en ferie til sommer. I hvert fald ser smittetallene fornuftige ud lige nu. Foto: Tgt

Det er til at forstå, hvis vejret de seneste måneder har fået mange til at længes efter en solstol og parasol i sydens sol, og den seneste uges massive regn har formentlig heller ikke mindsket lysten til mildere vejrlig.

Trods det lunefulde danske vejr er det dog kun tre ud af ti danskere, der har planer om at holde ferie i udlandet inden for det næste halve år.

Det viser i hvert fald en ny rundspørge, som Kantar Gallup har foretaget for Gouda Rejseforsikring.

Adspurgt om, hvornår de forventer at planlægge rejsen, svarer 14 pct. af deltagerne i sommerferien, mens 16 pct. først vil lægge udlandsferien i efteråret.

Selv om det altså er under halvdelen af de adspurgte, der allerede nu forventer at holde ferie i udlandet, så mener direktør i Gouda Rejseforsikring, Dan Kjølhede Laursen, alligevel, at det er et tegn på, at danskerne forventer en mere normal tilværelse forude.

»I takt med at flere bliver vaccineret, stiger følelsen også af igen at kunne gøre normale ting som eksempelvis at holde ferie i udlandet. Men derfor er det alligevel vigtigt at huske på, at der stadig kan være vejledende rejserestriktioner for hvert enkelt land fra Udenrigsministeriets side, ligesom de forskellige lande også kan have regler i forhold til at modtage rejsende fra Danmark,« påpeger han.

Undersøgelsen fra Kantar Gallup viser desuden, at det især er de 18-35-årige, der har planer om at holde ferie i udlandet denne sommer, og derfor opfordrer Dan Kjølhede Laursen den yngre del af befolkningen til at være ekstra påpasselige i planlægningen af ferien.

»Den yngre del af danskerne bliver formentlig først vaccineret sent på sommeren, så derfor er de formentlig ligeså udsatte for smitterisiko på deres ferie, og de vil formentlig også i flere lande blive mødt med skrappere krav om test og muligvis karantæne, end hvis man er vaccineret. Og det er nogle vigtige overvejelser at gøre sig, inden man booker ferien,« siger han og fortsætter.

»Ligesom det ikke kommer helt bag på os, at den yngre del af befolkningen er optimistiske omkring en sommerferie i udlandet, så er det heller ikke helt overraskende, at den ældre del er mere tilbageholdende.«

Dan Kjølhede Laursen forventer dog, at rejsevilligheden for dem på 50 år og ældre vil stige de kommende måneder, i takt med der kommer mere styr på både egne vaccinationer og smitten i de populære ferielande i Europa.

Undersøgelsen viser ikke, hvordan forventningerne til feriedestinationer fordeler sig mellem aldersgrupper, men det er overvejende Sydeuropa, der trækker.

Ud af de 24 pct., der har planer om ferie uden for Danmark, svarer 12 pct. Sydeuropa, 5 pct. Skandinavien, 4 pct. Nordeuropa og 3 pct. uden for Europa.

Undersøgelsen viser også, at rejsevilligheden er størst i hovedstadsområdet efterfulgt af Nordjylland.

»Vi har ikke noget entydigt svar på de regionale forskelle, men vi kan have en idé om, at borgerne i Region Hovedstaden muligvis har en lidt større trang til at komme på ferie, fordi de bor i lejligheder og bor tæt. Men det er ikke noget, vi kan konkludere fuldstændigt ud fra tallene,« siger Dan Kjølhede Laursen.

»Desværre som forventet«

Tallene kommer ikke bag på administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau, Lars Thykier.

»Nej, det er desværre som forventet. Det stemmer meget godt med den fornemmelse, jeg har haft de seneste to-tre måneder, om, at ca. 20 pct. af os vil rejse, at 20 pct. helt sikkert ikke vil, og at 60 pct. nok er en smule uafklarede,« siger Lars Thykier og fortsætter:

»Der er formentlig også en del, som venter indtil den 26. juni med at tage stilling. Her åbnes der jo med den nye grænseåbningsplan op for karantænefrie rejser i Europa med et coronapas. Den dato har sikkert prentet sig fast hos mange.«

Allerede i slutningen af maj kan man dog forvente, at rejselysten vil blive stimuleret. Her forventes det, at de ældste og sårbare borgere samt borgere over 50 år, der ønsker det, er vaccineret med første stik.

Holder det stik vil fase 3 kunne igangsættes. Incidensgrænsen for at åbne/lukke gule og orange lande/regioner hæves fra de hidtidige 20/30 til 50/60 ud af 100.000 inden for de seneste syv dage.

Lars Thykier selv har da heller ikke tænkt sig at vente så længe med at rejse. Allerede i maj skal han besøge familie i Portugal, ligesom han senere på sommeren håber på at kunne komme til bl.a. USA.

Lars Thykier mener desuden, at f.eks. øer som Madeira, Azorerne, Mallorca og Menorca samt det græske øhav er gode bud på sikre rejsemål til sommer.

Undersøgelsen
er gennemført 26. april – 2. maj 2021 og er baseret på GallupForum webinterview med 1.110 repræsentativt udvalgte vælgere landet over på 18 år eller derover.

BRANCHENYT
Læs også