Privatøkonomi
BREAKING

Gylden seniorpræmie: Så stor er gevinsten

Interessen for at arbejde længere og for at forlade arbejdsmarkedet på en fleksibel måde er blevet markant større hos PFA's kunder.

Flere og flere ældre vælger at fortsætte på arbejdsmarkedet efter folkepensionsalderen. Og det er der er en pæn økonomisk gevinst ved. Foto er fra Bladt Industries i Aalborg. Arkivfoto: Joachim Ladefoged

Flere og flere danskere arbejder ud over deres folkepensionsalder, og det er en god forretning.

Seniorpræmien, fylder overraskende meget i gevinsten, der stiger med samlet 10 pct. i de to år, man forbliver ekstra på arbejdsmarkedet, viser beregninger fra PFA.

Seniorpræmien er et engangsbeløb på 43.679 kr. det første år og 26.010 kr. det andet år, man arbejder videre efter folkepensionsalderen.

1. juli vil andet års seniorpræmie blive udbetalt for først gang.

»Vi oplever, at flere og flere interesserer sig for at arbejde længere. Mange spørger os, hvordan deres situation bliver, hvis de arbejder lidt længere,« siger forbrugerøkonom i PFA, Carsten Holdum.

Der er fire bidrag til den økonomiske gevinst:

  • Seniorpræmie.
  • Yderligere to års opsparing.
  • At folkepension sættes op, når man får den i færre år.
  • At pensionsopsparingen strækker længere, når man får den udbetalt i to år færre.

»Det springer i øjnene, at hver af de fire kategorier bidrager nogenlunde lige meget. Gevinsten ved at få en seniorpræmie på 21 pct. er faktisk højere, end gevinsten ved at folkepensionen bliver større. Seniorpræmien er et ret markant bidrag til gevinsten,« siger Carsten Holdum.

Der er flere forklaringer på, at vi arbejder ud over pensionsalderen.

»Mange er tiltrukket af det sociale fællesskab på arbejdspladserne. Det har en selvforstærkende effekt, når venner og kollegaer arbejder længere,« siger Carsten Holdum.

Det er heller ikke uvæsentligt, at tonen er ændret i forhold til ældre, mener han.

»Staten har helt overordnet ændret tonen fra, at ældre skal give til de unge til nu at tale om det grå guld.«

PFA oplever også en stigende interesse for fleksibilitet omkring pensionsalderen. For mange kan det give mening at arbejde videre, selvom man ikke ønsker at gøre det på fuld tid.

»Det behøver ikke være alt eller intet. Mange finder løsninger med mere fleksibel tilbagetrækning. Og det er arbejdsgiverne blevet mere åbne overfor,« siger Carsten Holdum.

»Og så giver det en ret god økonomisk gevinst at arbejde længere. Det vil for mange betyde, at de ikke skal gå alt for hårdt ned i levestandard i pensionstiden,« mener Carsten Holdum.

BRANCHENYT
Læs også