Ægtepar fik banket boligudgiften ned med 75 pct.
62-årige Helle og Tonny Jensen er langtfra færdige med at planlægge deres alderdom. Men nu er de ret sikre på at kunne blive boende i deres hus.
Helle og Tonny Jensen har de senere år stået i et voksende dilemma.
Ægteparret ønsker at gå på efterløn indenfor et par år, men det giver en kraftig nedgang i deres indkomst, som ikke hænger godt sammen med deres andet ønske til alderdommen, nemlig at blive boende i deres hus i Glostrup længst muligt.
»Vi er glade for huset og vil gerne blive gamle her. Men vi har altså også betalt over 25.000 kr. til realkreditselskabet hver tredje måned. Derfor har vi været bange for, om vi ville få råd til både huset og efterløn,« fortæller Tonny Jensen, der er portør på Hvidovre Hospital.
De to deltog derfor i et seniorarrangement i Sampension. Både private pensionsselskaber og arbejdsmarkedspensionsselskaber tilbyder i dag den slags arrangementer for pensionsopsparere fra 50 år.
Her tales bl.a. om rækkefølgen, pensionsopsparingen skal bruges i, om at trække ratepensionen ud over længere tid, og i den blødere ende om hvad man vil prioritere som pensionist.
»Underviseren sagde, at de fleste af os ville sidde gældfrit i vores huse omkring 80 års alderen. Og det er jo dejligt, men måske har vi på det tidspunkt ikke kræfterne til at bruge de penge, det frigør. Derefter spurgte hun, for hvis skyld vi betalte gælden ud. Og det fik os til at se på hinanden. For det var jo præcis os,« fortæller Helle Jensen, der er administrativ medarbejder i Københavns Kommune.
Efter mødet har parret fået lagt deres boliglån om til et 30-årigt afdragsfrit lån. De kan kun optages, hvis der skyldes mindre i huset end svarende til 60 pct. af salgsværdien.
Ægteparret lå noget under grænsen, men valgte at låne lidt mere op mod de 60 pct. af salgsværdien. Pengene går ifølge Tonny Jensen til småreparationer, bl.a. til at skifte noget af taget.
»Dermed faldt vores boligydelse til 6.600 kr. i kvartalet – eller 2.200 kr. om måneden. Det får du ikke billigere i en lejebolig. Og det får på forhånd vores drøm om efterløn til at hænge meget bedre sammen,« siger Helle Jensen.
Det er dejligt, at det nu kommer os til gode, at vi stille og roligt har betalt ned på vores boliggældHelle Jensen, boligejer
Hun og Tonny Jensen fortæller, at de hidtil har været bekymrede for deres økonomi som pensionister trods Tonny Jensens tjenestemandspension og hendes livslange pension fra Sampension.
»Vi købte hus i fattigfirserne. Det var dyrt, og vi har aldrig haft meget at rutte med økonomisk. Det er dejligt, at det nu kommer os til gode, at vi stille og roligt har betalt ned på vores boliggæld,« konstaterer Helle Jensen.


