Priserne løber fra ejendomsmæglerne på det glohede boligmarked
Boligmarkedet er ved at regulere sig selv, mener ejendomsmæglere.
Ejendomsmæglere er kendt for at være optimistiske. Men prisudviklingen på det glohede boligmarked har i flere tilfælde overhalet mægleroptimismen, viser data fra Boligsiden.dk.
Hos ejendomsmæglerkæden, Home, har man analyseret tallene, og de viser, at ejendomsmæglerne havde sværest ved at fange prishoppet på fritidshuse under det store bolig-boom i foråret.
I marts og april steg salgspriserne på sommerhuse med 4 pct. mens priserne på de nye til salg ”kun” steg 3 pct.
»Når tingene går meget stærkt, er det sværere at ramme markedsprisen spot-on, fordi priserne flytter sig meget på kort tid,« siger Michael Dalsager, der er kommunikationskonsulent hos Home.
I en stor del af 2021 har handelspriserne oversteget mæglernes egne forventninger, når de har sat priserne på nye boliger. Eksempelvis er handelspriserne steget mere end udbudspriserne på huse i både april og maj.
Siden er der der kommet mere harmoni. Den udvikling bekræfter, at både ejendomsmæglere og boligsælgere er enige om, at priserne på boliger ikke skal sættes meget højere nu, mener Michael Dalsager.
I juli steg udbudspriserne på ejerlejligheder således 0,3 pct. Stigningen i handelspriserne var 0,1 pct.
Der er dog stadig en målbar forskel, når det drejer sig om sommerhuse. Udbudspriserne steg 1,7 pct. i juli, de reelle salgspriser blot 0,8 pct.
Det er en stærk økonomi, lav rente og mange i job, der i høj grad har været med til at sætte boligmarkedet i brand.
»Vi havde en afsindig start på året, hvor mange fremrykkede boligplanerne. Det kan vi også se nu i efterspørgslen. Debatten om mulige indgreb fylder også lidt hos nogle købere særligt i hovedstadsområdet,« siger Michael Dalsager.
I juni og juli er udbudspriserne på de nye boliger steget lidt mere, end hvad boligerne er solgt for i måneden.
»Markedet regulerer sig selv, når der er store skift. Nu ser vi en tendens til, at sælgerne er blevet mere villige til at give sig lidt på prisen – ved at sætte prisen ned eller at give lidt mere i afslag,« siger Michael Dalsager.