Privatøkonomi

Ejendomsmægler: Så meget er udbudsprisen på villaer steget i år

Siden nytår er udbudsprisen på villaer steget med lidt over 5 pct., lyder det fra ejendomsmæglerkæden Nybolig.

Udbudspriserne på villaer er steget med mere end 5 pct. siden begyndelsen af året. Foto: Thomas Borberg

Landets ejendomsmæglere har skruet op for udbudspriserne på de danske villaveje siden begyndelsen af året. Fra januar og frem til juli er de gennemsnitlige udbudspriser steget med mere end 125.000 kr. svarende til 5,3 pct.

Det oplyser ejendomsmæglerkæden Nybolig, efter at Nybolig har gennemgået de seneste tal fra Boligsiden.

Det betyder, at en villa i gennemsnit blev sat til salg for 2.383.203 kr. i januar, mens udbudsprisen i juli var steget til 2.509.274 kr.

»Selv om landets ejendomsmæglere får flere boliger på hylderne, fortsætter udbuds- og salgspriserne med at stige. Det sker, dels fordi efterspørgslen fra køberne i markedet stadig er høj, og dels fordi genåbningen har åbnet for et Danmark, hvor vi oplever et solidt opsving i samfundsøkonomien,« udtaler Peter J. Mattsen, der er adm. direktør i Nybolig.

I Nybolig venter man, at tempoet på boligmarkedet vil falde i takt med, at vi bevæger os ind i efteråret.

»Vi forventer, at boligpriserne gradvist vil flade ud sidst på året. Derfor kan vi godt opleve enkelte måneder med mindre prisfald, som er normalt for sæsonen, men vi forventer ikke, at det medfører generelt faldende boligpriser på sigt, fordi økonomien grundlæggende er stærk,« lyder det fra Peter J. Mattsen.

Udviklingen på det danske boligmarked har ført til diskussioner og uenigheder om, hvorvidt der skulle gribes ind.

På den ene side står Nationalbanken og Det Systemiske Risikoråd. I juni henstillede risikorådet f.eks. til, at der skulle indføres begrænsninger i forhold til at optage afdragsfrie lån.

På den anden side står Christiansborg, der har afvist et indgreb. Det har man bl.a. begrundet med, at De Økonomiske Vismænd mener, at man skal se tiden an.

Læs også
Top job