Privatøkonomi

Fodnote afslører: Kun 10 pct. af 715.000 boligejere får skat tilbage næste år

Yderligere forsinkelser af boligvurderingerne vil koste staten 1 mia. kr. både i år og næste år.

Forsinkelserne af boligvurderingerne bliver dyrere og dyrere for den danske stat. Arkivfoto: Jens Dresling

90 pct. af de boligejere, der har mindst 14 mia. kr. til gode hos skattemyndighederne, skal ikke bruge pengene på forhånd.

De får formentlig ikke en krone næste år.

Det fremgår af en fodnote i Finansministeriets ”Økonomisk Redegørelse”, der blev sendt ud mandag. Der er tale om en kraftig nedjustering på kun fire måneder.

I Økonomisk Redegørelse fra maj hedder det:

»Det er beregningsteknisk forudsat, at tilbagebetalingen til boligejerne udgør ca. 1,3 mia. kr. i 2021 og 12,6 mia. kr. i 2022.«

Dette tal er nu nedjusteret til en tiendedel, og der vil ikke flyde en øre tilbage i år. I den nye Økonomisk Redegørelse fra august hedder det:

»Det er beregningsteknisk forudsat, at tilbagebetalingen til boligejerne udgør 1,4 mia. kr. i 2022.«

At der blot betales 1,4 mia. kr. tilbage næste år, betyder, at tilbagebetalinger for omkring 14 mia. kr. er skubbet til 2023.

I alt skylder staten mellem 14 og 17 mia. kr. til 715.000 boligejere. De har alle betalt for meget i boligskat siden 2011.

Beløbets størrelse afhænger af, hvor mange renter, staten kommer til at betale. At der nu regnes med, at der kun skal tilbagebetales 1,4 mia. kr. næste år, vil i sig selv udløse en ekstraregning til staten på ca. 1 mia. kr. Renteregningen for 2021 ligger også i omegnen af 1 mia. kr.

De ramte boligejere har nemlig krav på en skattefri rente på 6,2 pct., for hvert år der går. Renten tilskrives oven i købet i starten af året.

I denne uge offentliggjorde Skatteministeriet en køreplan for, hvordan de nye vurderinger i forbindelse med den forsinkede boligskattereform sendes ud.

Vurderingerne er i forvejen forsinkede, og de er en forudsætning for, at de 715.000 boligejere overhovedet kan få penge tilbage.

I forbindelse med offentliggørelsen af køreplanen gav skatteminister Morten Bødskov udtryk for tilfredshed med, at de pågældende boligejere nu skal have penge tilbage.

»Det vil være penge, der falder på et tørt sted hos mange danskere,« udtalte ministeren.

I flere realkreditinstitutter er man ikke i tvivl om, at der kommer yderligere forsinkelser. Hos revisionsselskabet, BDO, er man overbevist om, at det sker.

»Jeg føler mig langt fra overbevist om, at den seneste tidsplan kommer til at holde stik,« lyder dommen fra BDOs chefkonsulent, Henning Boye Hansen.

Læs også