Serier
BREAKING

Ikkevaccinerede kan komme i klemme i rejseregler

Udenrigsministeriets farver skal ikke længere tage hensyn til coronasituationen i et land.

Corona rammer verden
Danskernes lyst til at rejse stiger. ikke mindst til Mallorca (på billedet) bliver velbesøgt af danskere i efterårsferien. Foto: Clara Margais/AP Images

Ikke-vaccinerede har fået en stor udfordring, efter at flere og flere danskere er blevet vaccineret. Og de nye rejseregler løser ikke situationen, for dem der hverken er vaccinerede eller har været smittet med corona.

Da coronakrisen brød ud i begyndelsen af 2020, sikrede pakkerejseselskaber og de fleste rejseforsikringsselskaber folk pengene tilbage, hvis Udenrigsministeriet frarådede destinationen pga. corona. Men nu, da mange er vaccineret, har rejserne i stigende grad kunnet gennemføres. Og med de nye rejseregler vil rejser fremover ikke blive frarådet, selv om smitten stiger.

Dermed kan ikke-vaccinerede tabe deres penge, hvis der er indrejserestriktioner på destinationen, så de ikke kan komme ind.

»De nye rejsevejledninger understreger, at hvis man har købt en pakkerejse, og bureauet gennemfører rejsen, så er det ens eget ansvar, at man er vaccineret og kan leve op til indrejserestriktioner. Det er meget vigtigt at sætte sig ind i restriktioner på destinationen. Det kan man f.eks. gøre på ambassaderne i landet,« siger Vibeke Myrtue Jensen, politisk rådgiver i Forbrugerrådet Tænk.

Nye rejseregler
  • Fremover skal danskerne selv tjekke rejserestriktioner, krav om test, evt. karantæne m.m., før de køber deres rejse.
  • Udenrigsministeriet vil ikke længere sætte farvekoder på verdens lande ud fra smittetallene for covid-19. Det sker som led i normaliseringen efter corona og har bl.a. baggrund i, at mange er blevet vaccineret.
  • Der bliver heller ikke tale om at fraråde rejser til visse lande pga. rejserestriktioner. Hidtil er ikke-vaccinerede eksempelvis blevet frarådet rejser til lande med højere smittetryk eller karantænekrav.

Direktør Henrik Specht, Rejsearrangører i Danmark, bekræfter, at der i nogle situationer kan opstå problemer for ikke-vaccinerede. Det kan ske, hvis et rejsemål indfører indrejserestriktioner, som indebærer, at man skal være vaccineret for at måtte rejse ind i landet.

»Den politiske aftale er helt ny, og derfor har vi brug for dels at nærlæse teksten i aftalen og dels at se, hvilken information Udenrigsministeriet kommer med, når de nye regler for udrejse træder i kraft,« siger Henrik Specht.

Hvis der ikke kommer en afklaring af situationen for de ikke-vaccinerede, vil rejsebranchen se på sagen.

»Så vil vi tage det op i branchen, så vi kan give en klar vejledning til de rejsende. Vi vil bl.a. drøfte det med Pakkerejse-Ankenævnet. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at man som rejsende – ikke mindst hvis man ikke er vaccineret – tegner en rejseforsikring,« siger Henrik Specht.

Han mener i øvrigt, at den ændrede rejsevejledning giver større enkelhed og kan fjerne noget af danskernes usikkerhed om ferierejser.

Hvis pakkerejsebureauerne ikke dækker afbestilling af rejser til lande med eksisterende eller nye indrejserestriktioner overfor ikke-vaccinerede, vil nogle kunne få deres penge via deres afbestillingsforsikring. Men ikke alle selskaber dækker den slags afbestillinger.

»Som udgangspunkt er afbestillingsforsikringen lavet for at dække kunders afbestilling i forbindelse med sygdom. Og det er den situation, vi vender tilbage til. Dermed vil øget smitte eller nye indrejserestriktioner i et land ikke automatisk betyde, at man kan få sine penge tilbage,« siger Anja Lintrup Sørensen, Forsikringsoplysningen.

Hun tilføjer, at det er de enkelte selskaber, der i sidste ende beslutter, hvordan de dækker. Flere rejseforsikringsselskaber siger, at de fortsat vil dække afbestilling, hvis lokale restriktioner skærpes kraftigt, efter at rejsen er bestilt.

Læs også