Privatøkonomi

Medie: David Bowies sangkatalog kan blive solgt for 1,3 mia. kr.

Musikrettigheder er kapitalfondenes nye legeplads. Nu er afdøde David Bowies sangkatalog angiveligt tæt på at blive solgt.

David Bowie døde i januar 2016. Her ligger en fan blomster foran et vægmaleri i Brixton i det sydlige London. Foto: Stefan Wermuth/Reuters/Ritzau Scanpix.

David Bowies sangkatalog er angiveligt tæt på at blive solgt.

Financial Times skriver, at boet efter den afdøde kunstner har sat rettighederne til hans sange til salg.

Ifølge mediet er der allerede er tikket flere bud ind. De skulle ligge i omegnen af 200 mio. dollars – eller knap 1,3 mia. kr. Forhandlingerne er fremskredne, og handlen forventes at blive lukket inden for de kommende uger.

David Bowie døde i 2016 og blev kun 69 år gammel. I løbet af sin karriere nåede han at lave 27 albums og sælge over 100 mio. eksemplarer af sine udgivelser.

Læserne af musikmagasinet Rolling Stone har tidligere kåret ”The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars” fra 1972 som den britiske sangers bedste album.

Det seneste år er markedet for musikrettigheder blevet brandvarmt. Financial Times skriver, at Bob Dylan, Stevie Nicks, Paul Simon og Neil Young alle har solgt deres kataloger for 9-cifrede beløb i dollars.

Det er de store kapitalfonde, som har fået øjnene for værdien af sangrettigheder i en tid, hvor streamingtjenesterne med Spotify i spidsen igen har gjort branchen profitabel.

Musikbranchen var ellers igennem en svær periode i nullerne, hvor CD-salget fik konkurrence fra ulovlige downloads. Men med betalt streaming er det lykkes at finde en model, hvor man kan tjene penge på digitalt forbrug.

Det har samtidig øget værdien af kendte kunstneres bagkataloger, som er blevet nemmere at finde frem til.

Ifølge Financial Times har investorerne Blackstone, KKR og Apollo Global Management afsat ca. 3 mia. dollars på at købe rettigheder inden for den seneste måned.

Et konsortium med KKR i ryggen købte for nyligt et katalog, som indeholdt flere hits af den canadiske sanger The Weeknd og den newzealandske popstjerne Lorde, for 1,1 mia. dollars, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Læs også
Top job