Privatøkonomi

Så stor er forskellen nu på dyreste og billigste boliglån

Renteforskellen på fastrente- og flekslån er rekordhøj. Det kan få flere til at løbe renterisiko.

Der var engang, at det kostede stort set det samme at have et lån med fast rente som et lån med variabel rente.

Det var dengang.

I dag er renteforskellen mellem de to låntyper blevet markant større. De lange renter er steget med 1,5 pct.-point siden årsskiftet, mens de variable renter ikke har rokket sig nævneværdigt.

Kun F5-lånet har rykket sig og har nu sneget sig over 0 pct. i rente. De øvrige populære rentetilpasningslån har stadig negativ rente.

Hvis man gør forskellen op i de samlede årlige omkostninger i pct. (ÅOP) er forskellen markant. ÅOP på et 0,5 pct.-lån er 2,5 pct. På et Kort Rente- og et F3-lån er tallet 0,8 pct.

De 30-årige renter er i høj grad afhængig af udviklingen på de internationale finansmarkeder og ikke mindst inflation. Inflationen er tårnhøj, og det kan udvikle sig til gift for de populære lån. Det er den udvikling, der er med til at trække renterne på F5-lån op.

Kort Rente- F1- og F3-lån er afhængige af andre faktorer. Nationalbanken herhjemme trykker bevidst renten helt i bund, mens man i de øvrige lande nu overvejer, hvornår man skal stoppe med at give rentemarkedet kunstigt åndedræt.

Hvis den danske nationalbank følger trop med udlandet, og det er i høj grad ventet, kan det ikke undgå at påvirke de helt korte renter også.

Historisk set har renteforskellen mellem de to låntyper store konsekvenser for boligejere og køberes lånevalg. Jo større renteforskel, desto flere vælger flekslån.

Læs også
Top job