Privatøkonomi

Slut med negative renter: Højeste F5-rente i tre år

Kun de helt korte fleksrenter kan holdes nede - formentlig et stykke tid endnu.

Fleksrenterne er også begyndt at rykke sig i den forkerte retning. Arkivfoto

F5-renten stiger til det højeste niveau i tre år, og den er ikke længere negativ.

Det er det foreløbige resultat af Totalkredits auktion over obligationerne bag flekslån.

F5-renten ligger nu i 0,14 pct. og ventes ikke at ændre sig synderligt på auktionerne de kommende dag.

»Boligejere med F5-lån, der skal refinansieres, kan stadig se frem til en lavere rente end for fem år siden. Men de bliver snydt for at komme med på bølgen af negative renter,« siger Totalkredits chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard.

Over halvdelen af boligejere med flekslån har aktuelt negativ rente.

Det er den anden auktion i træk, at F5-renterne kryber over 0. Men de negative renter er ikke et overstået kapitel for andre flekslån, understreger Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

F1-lånet ser for 20. gang i træk ser ud til at lande i negativt terræn.

De seneste auktioner viser, at man skal hele fire år tilbage for at genfinde rekordniveauerne. Rentebunden for F1, F3 og F5 blev sat ved august-auktionen i 2019 hos Totalkredit.

»Trods det er boligejere med rentetilpasningslån fortsat begunstiget af et meget lavt renteniveau, som der ikke er udsigt til vil forsvinde på kort sigt. Det holder den lempelige pengepolitik hos den europæiske centralbank (ECB) snor i,« siger Brian Friis Helmer.

Boligejere med F5-lån vil dog stadig opnå en besparelse i forhold til for fem år siden. Dengang var renten 0,39 pct. Nu ser den altså ud til at blive 0,14 pct.

F1-renten er foreløbig fastsat til -0,23 pct. Auktionerne forsætter i denne og næste uge.

Læs også