Privatøkonomi

1,2 mio. danskere kan se frem til højere kørselsfradrag næste år

Kørselsfradraget og befordringsfradraget stiger næste år. Det skyldes blandt andet de stigende benzinpriser.

Kører man mere end 24 kilometer til og fra arbejde, er der kørselsfradrag at hente hos Skat. Fra nytår stiger satserne, så den stigende regning ved benzinstanderen bliver dækket. Foto: Mik Eskestad

Pendler du langt på arbejde hver dag, kan du nok mærke de stigende benzinpriser i husholdningsbudgettet.

Men fra nytår skruer Skatterådet på kørselsfradraget og kommer dermed med en hjælpende økonomisk hånd. Satserne pr. kilometer bliver justeret op, så det afspejler de højere omkostninger. Det oplyser Skattestyrelsen.

»Baggrunden for, at satserne kommer til at stige til næste år, er, at benzinprisen forventes at blive højere i 2022, end det var forventet for i år. Selvom bilerne fortsat kører længere på en liter benzin, hvilket giver flere kilometer at fordele de samlede udgifter på, påvirker den højere benzinpris satsen i en opadgående retning,« forklarer formand for Skatterådet Jane Bolander.

Udover benzinprisen er det også blevet lidt dyrere at få bilen på værksted, hvilket også trækker omkostningerne op som bilist.

Kører man mere end 24 kilometer pr. dag til og fra arbejde, kan man få kørselsfradrag, og det får 1,2 mio. danskere i dag. De kan nu se frem til godt fire procent højere satser, en stigning der er baseret på de faktiske benzinpriser nu. Man får derfor et fradrag på 1,98 kr. pr. kilometer udover de 24 første, i stedet for satsen i dag på 1,90 kr.

Kører man mere end 120 kilometer om dagen, gælder en lavere sats for alle kilometer derudover. Her får man 0,99 kr. i fradrag pr. kilometer efter nytår mod 0,95 kr. i dag.

Satserne for befordringsgodtgørelse stiger også, altså betaling for erhvervsmæssig kørsel i egen bil. Her vil der fremover lande 3,51 kr. pr. kilometer i stedet for 3,44 kr. for de første 20.000 kilometer om året.

Hvis bilen er blevet erstattet af cykel, knallert eller løbehjul, får man også en smule mere i posen – her stiger satsen pr. kilometer med en rund én-øre til 0,55 kr. pr. kilometer.

I 2020 valgte Skatterådet at sænke fradraget med godt tre procent, da man forventede en lavere benzinpris i 2021 end i 2020. Men den spådom ramte mildt sagt forkert. I løbet af 2021 er listeprisen på benzin steget fra 11,34 kr. til 14,29 kr.

Derfor har organisationer som Business Danmark krævet højere satser for 2022. Både for at dække prisstigningerne, men også som kompensation for underbetaling i år, lød kritikken tidligere i november.

»Faktum er jo, at bilisterne af samme grund har kørt i minus hele 2021,« lød meldingen fra Michael Krag-Svendsen, kommunikationschef for Business Danmark.

Læs også