Privatøkonomi

Kryptomarkedet styrtdykker: Storinvestor ønsker, de aldrig var opfundet 

Lørdag morgen er flere kryptomarkeder dykket voldsomt. Bitcoin er nede med over 10 pct.

Bitcoin er lige nu i bear-marked. 31 pct. fra sit højeste niveau i november. REUTERS/Dado Ruvic/Illustration/File Photo

Tidligt lørdag morgen tog Bitcoin pludseligt et stort dyk i værdien.

I alt har kryptovalutaen tabt 11 pct. af dens værdi, mens Ether har fulgt efter og er dykket med over 10 pct.

Over de seneste 24 timer har Bitcoin tabt næsten 16 pct., mens Ether er blevet godt 14 pct. mindre værd, ifølge hjemmesiden Coinbase.

Geenerelt har kryptovaluta, i øvrigt ligesom resten af investeringsmarkedet, haft det svært efter den nye Omikron coronavariants fremkomst. Bitcoin er i bear-marked, hvilket betyder, at den er over 20 pct. fra dens højeste værdi, som blev noteret i starten af november. Her kostede en enkelt bitcoin 69.000 dollars, svarende til 453.000 kr. Den pålydende værdi er i dag 47.600 dollars, godt 313.000 kr. Det svarer til en nedgang på 31 pct.

Fredag, før dykket på kryptomarkedet, gav milliardær-investoren og vicebestyrelsesformand i Berkshire Hathaway, 97-årige Charlie Munger sin mening til kende om netop kryptomarkedet. Han er bestemt ikke begejstret for fænomenet, og sagde ifølge CNBC til en konference i Sydney, at han »ønskede at de aldrig var blevet opfundet.«

Han tilføjede:

»Jeg beundrer kineserne, jeg tror, de tog den rigtige beslutning, som simpelthen var at forbyde dem,« sagde Charlie Munger, med henvisning til, at Kinas regering i september i år bandlyste al handel med enhver form for kryptovaluta. Der er umiddelbart ingen forbindelse mellem udtalelsen og dykket på kryptomarkedet.

Holdningen er dog ikke ny, hverken fra Charlie Munger eller forretningspartneren Warren Buffet. Til et aktionærmøde i maj gav Charlie Munger ligeledes sin mening til kende om de nye milliardmønter.

»Jeg bifalder ikke en valuta, der er så nyttig for kidnappere og afpressere og så videre. Jeg kan heller ikke lide bare at dele ud af dine ekstra milliarder af milliarder af dollars til nogen, der lige har opfundet et nyt finansielt produkt ud af den blå luft,« sagde han dengang.

Læs også
Top job