Ny undersøgelse: Danskernes privatøkonomi er foreløbig kommet godt igennem coronakrisen
Andelen af danskere, der har svært ved at få pengene til at slå til, er foreløbig ikke blevet forværret under coronakrisen, viser tal fra Danmarks Statistik.
Danskerne er foreløbigt kommet godt igennem coronakrisen. I hvert fald har langt størstedelen af danskerne ikke haft problemer med at få deres privatøkonomi til at hænge sammen, og andelen som har svært ved at få enderne til at mødes, er på niveau med tiden inden pandemien.
Det viser den årlige levevilkårsundersøgelse fra Danmarks Statistik.
»Coronakrisen har været et forfærdeligt bekendtskab, og for nogle har den gjort enormt ondt og gør det stadig. Alligevel er krisen helt overordnet prellet af på danskernes privatøkonomi. Det fortæller noget om, at danskernes privatøkonomi har stået bundsolidt både før, under og i efterspillet af krisen,« skriver Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
| 2019 | 2020 | 2021 | |
|---|---|---|---|
| Slår pengene til? (pct.) | |||
| Meget svært, svært | 9 | 9 | 8 |
| Lidt svært | 14 | 16 | 15 |
| Nogenlunde let | 29 | 30 | 28 |
| Let | 28 | 27 | 28 |
| Meget let | 19 | 18 | 20 |
Levevilkårsundersøgelsen bygger interviews med flere end 6.250 personer, og af dem har 8 pct. i denne omgang svaret, at de har meget svært eller svær ved at få pengene til at slå til. 15 pct. har lidt svært ved at få enderne til at mødes.
I den anden ende af skalaen angiver 28 pct., at de har let ved at få pengene til at slå til. Og for 20 pct. er denne øvelse meget let.
»Selv om mange på kort tid mistede arbejdet, så vendte pilen meget hurtigt den anden vej, og samtidig holdt lønkompensation hånden under mange danske arbejdspladser. Det har medført en iboende stabil jobsikkerhed for danskerne i en ellers usikker tid. I dag er der så rekordmange i arbejde og en ledighed, som er mindre end før krisen,« lyder det fra Brian Friis Helmer.
Dykker man lidt længere ned i tallene for at se, hvilke grupper der har nemmest ved at få pengene til at slå til, viser det sig, at det rent faktisk er pensionisterne. 4 pct. af dem angiver, at de har meget svært eller svært ved det, og 12 pct. angiver, at de har lidt svært ved det.
Det er en lidt lavere andel end for beskæftigede, og meget lavere end for ikke-beskæftigede og studerende.
»Mange danskere har i dag en sund økonomi i pensionstilværelsen. Det hænger ikke mindst sammen med, at vi sparer stadig mere op i løbet af arbejdslivet via en arbejdsmarkedspensionsordning og samtidig generelt går senere på pension. Det giver samlet set en større opsparing og dermed bedre indkomst som pensionist, hvilket også afspejler sig i pensionisternes vurdering af deres privatøkonomi,« lyder det i en kommentar fra Anne-Louise Lindkvist, der er markeds- og kunderådgivningschef i Sampension.



